Den anden af sæsonens tyske film er nok den mest omtalte film sidste år. Den vandt Oscar’en som bedste ikke-amerikanske film foran bl.a. Suzanne Biers ”Efter brylluppet”.
Donnersmarcks debutfilm fortæller lavmælt og indtrængende historien om Stasikaptajnen Wiesler, der på yderst tvivlsom baggrund sættes til at udspionere den ellers DDR-tro dramatiker Georg Dreyman og hans veninde i midtfirsernes Østberlin. Den kompetente og pligtopfyldende, men også ensomme og følelsesmæssigt forarmede Wieslers omhyggelige aflytninger af de andres liv og kærlighed  kaster ham ud i en dyb menneskelig og moralsk krise, der kun skærpes ved mødet med hykleriet og løgnagtigheden i det stalinistiske DDR-styre, som han ellers har troet fast på.
Det er en yderst velspillet film og et vægtigt indlæg i Tysklands konstante opgør med fortidens synder. Men også en film til eftertanke i dagens vestlige samfund, der i frygt er godt på vej til at give sine sikkerheds-systemer uindskænket mandat til at føre den gode ”krig mod terror”! Denne film giver et levende indtryk af hvordan det var, og hvordan det kan blive!