Gode film og god mad passer sammen. Vi fortsætter vores tradition med to film og middag. Tilmelding er nødvendig senest onsdag d. 1. november på tlf. 4057 8804 eller 5885-5209.
Man er naturligvis velkommen til at se begge film eller blot den ene. Med/uden spisning.
Klokken 16.00 vises første film af to i Dobbeltfilmarrangement med spisning.
Den mandlige hovedperson, Fusi, lever ved filmens begyndelse et ret sølle og begrænset liv endnu hjemmeboende, trods at han vel er omkring de 30 år gammel. Han er på mange måder tung i det og har svært ved at begå sig socialt. Som filmens titel siger det, er han endnu uden sin seksuelle debut og fysisk klodset og stor som et bjerg. Filmen følger hans udvikling, efter at han tilfældigt har mødt en sød kvinde, der dog også har sit at slås med, og er på mange måder både en kærlighedsfilm og en – noget sent må man sige – ”coming of age”- film. Det rørende og betagende ved filmen er portrættet af en person, som ellers altid er en biperson, men som her trækkes frem som hovedpersonen og viser sine skjulte kvaliteter. Midt i hverdagsrealismen kommer man til at holde af ham som den grimme ælling, der også til sidst får lov at lette! En varm og rørende film.
Vi viste for nogle år side den glimrende debutfilm Noi Albinoi af den islandske instruktør. Nu viser vi hans amerikanske debutfilm.
Handlingen er ret enkel, for det er bevidst en minimalistisk film: Efter et selvmordsforsøg kommer den unge desillusionerede Lucas til at dele hospitalsstue med den kyniske særling og barejer Jacques. Han er indlagt efter sit 5. hjertetilfælde og beslutter at tage Lucas under sine vinger, så de sammen kan drive baren videre. Det er begyndelsen til et ejendommeligt venskab og en intensiv oplæring i bardrift.
”Dagur Karis amerikanske debut er blevet en varm og vellykket øvelse i at fortælle en evig historie: En bar skifter ejer, et hjerte skifter vært. Det er selve kontinuiteten, overlevelsen, der tæller. Det bankende hjerte i midten af verden. Menneskets drøm om at skabe et sted”, som Bo Green slutter sin rosende anmeldelse i Weekendavisen.
Fik man under filmfestivalen i september set den islandske Dagur Káris nyeste film, Voksne mennesker, ved man at her er noget specielt, en instruktør, der kan beskrive ”periferiens mennesker”. Det gælder også for hans debutfilm, som vi viser i aften.
Filmen foregår i det nordlige Island, om vinteren afskåret fra omverdenen af den isbelagte fjord og høje snedækkede bjerge, og skildrer primært den 17-årige Noi’s liv. Han er en højt begavet dreng, men samtidig meget isoleret, lidt af en oprører og tydeligt utilpasset i det nordislandske samfund, hvor han betragtes som lidt af en særling. Ganske vist er han ikke en ægte albino, men aparte er han et koldt og indelukket sted. Og han drømmer da også om at komme væk…
Filmen har vundet flere priser. Den er på en gang et udtryk for den klassiske fortælling om at være ung, ensom og utilpasset i langtbortistan, og samtidig gør den med sin tørre, lakoniske humor og sit næsten mytiske præg indtryk af at være et originalt og anderledes værk. ”Der er i hvert fald tale om en markant og meget tilfredsstillende filmoplevelse”, ifølge Bo Green i Weekendavisen.