Blinkende Lygter

Anders Thomas Jensen har længe som manuskriptforfatter og kortfilmsinstruktør ( bl.a, fik hans morsomme lille ”Valgaften” en Oscar i kortfilmkategorien sidste år!) spillet en rolle i dansk film, men det er først med aftenens film han debuterer som spillefilminstruktør. Filmen følger fire venner og småforbrydere, der hugger nogle penge og derfor må gemme sig i en forladt skovrestaurant. Her går de hinanden på nerverne, mens vi efterhånden lærer dem at kende, dels gennem flashbacks, men også via mødet med de lokale mere eller mindre besynderlige typer. Det kan være svært at sætte etiket på filmen, for er det en komedie, en actionfilm eller et poetisk eventyr om skæve eksistenser? Det kan være lidt af hver – eller det hele! Under alle omstændigheder er det vittig og psykologisk indsigtsfuld underholdning, som man bliver i godt humør af.