Aftenens film af Alexander Payne, hvis fine Hawaii-drama The Descendants vi så i klubben sidste år, er en film om ”udkants-amerikaneren” (selv om vi i Nebraska er i det centrale Midtvesten af USA!) Woody Grant, en ældre, sur, småsenil og ret alkoholiseret mand. En husstandsomdelt lotterireklame får ham til at tro, at han har vundet en million. Hans voksne sønner prøver forgæves at få ham fra at hente ”gevinsten”, men Woody insisterer, har kun drømmen om gevinsten som sidste halmstrå tilbage at klamre sig til, og får den ene søn til at agere chauffør. Den tilsyneladende formålsløse rejse og usædvanlige road-movie kan begynde.
”Nebraska er en fænomenal film. En ultimativ coming of age-film fra livets allerseneste efterår, hvor meningen med tilværelsen synes forsvundet, før den blev fundet. Payne har skabt en noget nær perfekt film, der skal ses igen og igen og igen”, slutter Jyllandspostens filmanmelder Katrine Boysen sin overstrømmende anmeldelse.
‘The Descendants’ er et skævt drama med George Clooney som Matt King – en stenrig landejer bosat på Hawaii.
Da hans kone ender i koma efter en bådulykke, står den ellers ligeglade King pludseligt tilbage som alenefar. Nu må han lære sine to døtre bedre at kende og tage stilling til sin fortid samt omfavne sin fremtid.
Midt i de dramatiske omstændigheder overvejer King desuden at sælge familiens land, som er nedarvet fra hawaiianske kongelige og missionærer.
‘The Descendants’ er instrueret af Alexander Payne, der ligeledes har stået bag andre skæve dramaer som den Oscar-nominerede ‘About Schmidt’ /Rundt om Schmidt” (2002) og den Oscar-vindende Sideways (2004).
George Clooney modtog prisen for Bedste skuespiller ved Golden Globes-uddelingen.
Filmen fik også hele fem Oscar-nomineringer i 2012, og de tæller bl.a. Bedste film, Bedste instruktør (Alexander Payne), Bedste mandlige skuespiller (George Clooney), samt Bedste manuskript over forlæg, hvoraf den vandt en Oscar i sidstnævnte kategori.
Aftenens anden film viser spændvidden i amerikansk film, når den er størst. Det meste er ret forudsigeligt i dette mesterlige portræt af en knudemand, der er snydt for sin skæbne.
Warren Schmidt er en netop pensioneret forsikringsagent i midten af 60’erne, der derefter hurtigt bliver enkemand. Hans eneste datter skal giftes med en vandsengssælger, han ikke kan udstå. I sin kones efterladte breve konstaterer han at hun mange år tidligere var ham utro med hans bedste ven. Således grundigt ramt, tager Schmidt derefter sit liv op til overvejelse gennem en køretur gennem USA til datterens bryllup.
Det kan måske lyde lidt tungt, men det er det ikke. Tværtimod er det både en befriende og opmuntrende beretning, hvor man både griner og græder. De hvide amerikanske middelklassesværdier og livsopfattelse udstilles frydefuldt, samtidig med at man konstant føler den hjerteskærende ydmygelse og tomhed i Schmidts tilværelse
Når det bliver så vellykket, skyldes det også at det formidable og konstante centrum udfyldes af Jack Nicholson i en af hans karrieres allerbedste præstationer. Han spiller den indadvendte og socialt og følelsesmæssigt amputerede gamle forsikringsmand med en fabelagtig kontrol ned i den mindste mimiske detalje. Det er mesterligt – stor og gribende skuespilkunst.
