Nymphomaniac

Søndagsarrangement. Dørene åbnes kl. 13.00 Filmen starter kl 13.30. afbrudt af en pause med cafe midtvejs. Gå ikke glip af denne filmoplevelse.

Den første af sæsonens to lange søndagsfilm er Lars von Triers vilde og poetisk og erotiske, men overhovedet ikke pornoagtige langfilm, som vi viser i den nedklippede 4 timers version ( vi vover trods alt ikke at vise filmen i hans personlige 5½ timer lange udgave! ).

Filmen følger den ca. 50-årige Joes lange rejse gennem livet. En kold aften finder den ældre charmerende ungkarl, hr Seligman, hende gennembanket i en gyde. Han tager hende med hjem for at pleje hende, mens han spørger ind til hendes liv. Joe, der selv diagnosticerer sig som nymfoman, fortæller derefter sin overdådige og saftige livshistorie til Seligman, der selv er en aseksuel bogorm.

Flertallet af anmelderne er forvirrede, men også meget imponerede, som Chr. Monggaard i Information, der kalder filmen et ”monstrum af en film, en krævende og svært definerbar blanding af mainstream og eksperiment, af en erotisk dannelsesrejse og filosofisk diskurs, af menneskelig tragedie og sort komedie….en væsentlig og fascinerende udbygning af en allerede markant filmkunstners betydelige oeuvre. Den rammer mig intellektuelt og fysiologisk, lige i hjernen, maven og skridtet, og selv om 4 timer er lang tid, er det ikke for lang tid”.

Melancholia

Lars von Triers seneste film er fra foråret 11 og altså mere end et år gammel, men af flere grunde værd at vente på (eller gense!). Bl.a. fordi filmen er i det ny digitale format, 2D, som vi nu har fået installeret i Den gamle biograf. Alene rent teknisk er filmen om planeten Melancholias kurs mod jorden nemlig en fantastisk oplevelse. Den altid kontroversielle instruktør er om noget en billedmager, især i de dvælende billeder af den stadig nærmende sig planet, støttet af Wagner på lydsiden som dramatisk understregning af budskabet og skønheden i undergangen.

Filmen er ellers slet ikke nogen science-fiction-film, som man måske kunne tro, men fortæller om to meget forskellige søstre. Den hvide brud, den lyshårede Justine, er melankoliker og ansat i reklamebranchen. Den mørkhårede Claire har valgt familien og snusfornuften, om end i rige omgivelser på ægtemandens chateau, hvor søsterens bryllup og den senere handling finder sted. I sit irritable had-kærlighedsforhold til søsteren, håber Claire nu i starten på at søsteren har valgt hendes vej i livet, den pragmatisk-rationelle i stedet for den depressive-irrationelle. Det viser sig snart ikke at være tilfældet…

Glæd jer til en formidabel åbningsfilm i jeres ny digitale filmklub!