Aftenens japanske film vandt en Oscar i 2009 som bedste udenlandske film.
Efter sin afsked som cellist i et orkester i Tokyo, ser filmens hovedperson ingen anden udvej end sammen med sin kone at vende tilbage til sin hjemby og tage det første det bedste job. Ved en misforståelse, hvis mulighed også ligger i den engelske titel, tror han, at han har fået et job i rejsebranchen, men i virkeligheden er det i et slags bedemandsfirma. I Japan har man brug for rituel renselse til den sidste rejse, altså at vaske liget, men jobbet er ikke eftertragtet og socialt lavt rangerende.

Ganske langsomt udvikler historien sig, samtidig med at vores hovedperson udvikler sit job til et ædelt håndværk, som giver ham mulighed for at reflektere over hans eget forhold til hans afdøde mor og fjerne far. Langsomt udvider historien sig til at handle om de store livsspørgsmål, vi alle har svært ved at sætte ord på. Den kan derved minde lidt om en anden japansk film Shall We Dance? , som vi viste for en del år siden i filmklubben. Begge får med enkle historier og lige dele humor og alvor tacklet nogle af tilværelsens store og komplekse emner, samtidig med at man er godt underholdt.