Ingen kender dagen
Filmen er en anderledes film. Den består af fem små film, der i én forstand er helt forskellige og uafhængige af hinanden, men som dog er bundet sammen ved alle at handle om tillid og tillidsbrud i en eller anden forstand. Instruktøren har bedt fem forfattere om at skrive hver en historie om tillids-temaet, som hun så laver. Man kalder det en multiplot-film.
Det er der kommet en spændende, eftertænksom, men også svær, ”filosofisk” film ud af. Vi får ofte som tilskuere så få baggrundsoplysninger til de enkelte episoder, at det kan være svært at følge og forstå, hvad der sker. Måske havde de fem dele vundet ved at være foldet ud i selvstændige novellefilm. Men når det er sagt, så er det altså også vigtigt at understrege, at Anette K. Olesen er en modig og original filmskaber, der i sin mosaik om tillid viser os, hvor meget den betyder i vores relationer til hinanden og følgelig også, hvor ødelæggende tillidsbruddet kan være. Det er en oplagt film for filmklubbens tænksomme publikum.
Erna i krig
I foråret 1918 under 1.verdenskrig er Tyskland trængt og har brug for alle sine unge mænd i skyttegravene. Også de nordschlesvigske, altså sønderjyderne, som for de dansksindedes vedkommende jo slet ikke opfatter krigen som deres. Den enlige mor Erna vil gøre hvad som helst for at beskytte sin lettere retarderede søn, og forklædt som mand drager hun med Kalle i krig, da også han indkaldes.
Det er grundhistorien i det sønderjyske makkerpar Erling Jepsen og Henrik Ruben Genz’ ny film. Denne gang har instruktøren dog forvandlet den finurlige tone i Jepsens forfatterskab til det mere alvorlige. Han har med Ekko’s og Politikens anmelder ”gjort den skæmtsomme skrøne til den semitragiske skæbnefortælling”. Ja, faktisk er det blevet en repræsentativ og glimrende krigsfilm om sønderjydernes ufrivillige deltagelse i 1. verdenskrig. Og så spilles Erna jo eminent af Trine Dyrholm, ”i hvis ansigt, der sker mere end på alverdens slagmarker”, som Berlingerens anmelder skriver.
Vi starter det nye år med en dejlig film, som flere i bestyrelsen har set og varmt anbefalet. På engelsk hedder den ”Becoming Astrid”, en god titel, der viser, at der er tale om en udviklingshistorie, en næsten dokumentarisk historie om hvordan den unge Astrid Lindgren bliver til forfatteren af samme navn. Et menneske, der nok fra starten er noget særligt i sig selv, men som primært formes af livet.
Vi møder den 16-årige, livlige og selvstændige bondepige, der på baggrund af sin skrivelyst ansættes på den lokale avis og der forføres af den voksne, gifte redaktør. Hun må føde i dølgsmål i København og efterlade barnet der og siden under usle forhold uddanne sig i Stockholm, før det omsider lykkes hende at få sønnen med hjem som treårig og få ham til at klare dette skift ved at fortælle ham historier. Og derved opdage sine evner som forfatter.
Som den unge Astrid er Bille og Pernille Augusts datter Alba helt betagende. Takket være hende og det dygtige ægtepar bag filmen, manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson og instruktøren Pernille Fischer Christensen er denne film blevet en helt ekstraordinær bio-pic.
I år viser vi to danske film, der begge beskæftiger sig med ungdomsoprøret i 1960’erne. Den første, som vi viser inden middagen, er Thomas Vinterbergs på egne erindringer byggende film om en gruppe mennesker, der vil leve sammen i et kollektiv. Med den initiativtagende kernefamilie, Erik, Anna og deres datter Freja som midtpunkt, inviteres vi indenfor i drømmen om fællesskabet. Vi er med til husmøderne, middagene og festerne. Og vist viser filmen, at der er udfordringer, især når kærligheden og døden som urkræfter kommer i vejen, men filmen er også et varmt erindringsbillede og på mange måder en tillidserklæring til grundtanken bag. Vinterberg er en mesterlig personinstruktør, og der spilles glimrende i alle roller, specielt af Trine Dyrholm, der som Anna er den der vil det hele og går i stykker på det.
Bemærk DOBBELTFILM-ARRANGEMENT Lørdag d 28. januar
med mulighed for spisning imellem de to film.
Dørene åbnes kl 15.30
Cafe fra 15.30-16.00 samt i pausen midtvejs.
1. Filmstart 16.00 “Kollektivet”
og
2. filmstart kl. 20.00 ” Steppeulven”
Rockstjernen Thomas Jacob har lagt sit misbrug på hylden og vender hjem fra Los Angeles for at indspille et nyt album i Danmark. Han og produceren Molly indretter deres studie i et slot i den danske provins. Thomas’ voksne datter, Julie, er også stofmisbruger med kurs mod afvænning. Hun afleverer sin 11-årige søn hos Thomas, der har svært ved at mønstre megen interesse for såvel datter som barnebarn.
Vi lægger ud med sidste års Oscarnominerede danske storfilm. Det er en historisk film, der skildrer forholdet mellem den unge sindssyge kong Christian VII, dennes helt unge dronning Caroline Mathilde og kongens læge Struensee. Det er kendt højdramatisk, danmarkshistorisk stof, behandlet af adskillige skribenter tidligere, bl.a. af Per Olov Enquist i hans berømte roman ”Kongens livlæge”. Flere filmfolk har også forsøgt sig i stoffet, efter sigende selveste Erik Balling, men har måttet opgive. Historiske film er svære og dyre at lave!
Nu har Nikolaj Arcel, mest kendt for sin glimrende politiske thriller ”Kongekabalen”, vovet pelsen, og selv om han ikke hjembragte Oscaren, er de fleste anmeldere enige om, at det er blevet en meget vellykket film. ”Kostumedramaets mange faldgruber er undgået”, skriver Berlingskes anmelder, og Bo Green skriver i Weekendavisen: ”En kongelig affære er både en anfægtende kærlighedsskildring og et smukt forsøg på at skabe en moderne periodefilm”. Selv om historien og slutningen på den er kendt af de fleste, lykkes det for Arcel at folde den tragiske historie ud i en medrivende og veldisponeret film, hvilket også skyldes nogle fremragende skuespilpræstationer af især Mads Mikkelsen som Struensee og den unge Mikkel Boe Følsgaard som kongen.
Astrid og Patricks bryllup skal stå i det naturskønne Sorrento. Brudens mor, frisøren Ida, har netop brudt med sin mand, Leif, som kommer anstigende til festen med sin nye, blonde nipskæreste. Gommens far, den britiske forretningsmand Philip, er også taget sydpå. Han er aldrig helt kommet sig over sin kones død, men måske finder han fred i sindet under Italiens sol?
Vi lægger ud med sidste års store danske succes, Susanne Biers Oscarvinder, der skal ses og også sagtens kan tåle et gensyn, hvis man har set den. Filmen har nemlig alle de kvaliteter, der skal til for at blive en umiddelbar succes, men er samtidig også en tænksom lignelse om voldens og ondskabens væsen og vores reaktion på den.
Filmen skildrer både den store og den lille verden. Anton er læge, der arbejder i en afrikansk flygtningelejr og bl.a. stilles over for det dilemma at skulle holde sit lægeløfte og hjælpe også voldens primære årsag i området, den terroriserende bandeleder. Samtidig pendler han hjem til sin kone og to børn i det på overfladen idylliske Danmark.
Det er i sig selv problematisk. Samtidig bliver hans 10årige søn ven med klassens nye dreng, og en foruroligende alliance opstår. Den ny dreng har nemlig ikke blot sin ene forælder langt væk, men har mistet sin mor, og reagerer som kompensation herfor med vold og magt over for omverden.
Bier vil altså meget i sin film: Den lille verden i Danmark skal forbindes med den store, og børnenes univers forbindes med de voksnes. Det er fascinerende at følge Biers løsninger. Og der spilles fremragende i både voksen- og børnerollerne
Ingen kender dagen
