Det er Niels Arden Oplevs ny meget personlige film, vi lægger ud med. Det har flere af hans film ganske vist været, men her slår han det selv i en slags nonfiktiv prolog til filmen ligefrem fast.
Filmens dominerende hovedrolle som Rose spilles betagende af Sophie Gråbøl. Hun er en psykisk syg midaldrende kvinde, der på initiativ af hendes søster, der også ledsager hende, rejser tilbage til Paris, for der at genkalde sig en ungdomstid, hvor hun var rask og oplevede en stor kærlighed.
Rejseformen er selskabsrejsen i bus, så en række danske mennesketyper fremstilles som baggrund for Rose, hvilket dels er underholdende og dels medvirker til at karakterisere Rose og hendes personlighed.
Det er en meget smuk, livsklog og seværdig film, som Gørlev Filmklub starter den ny sæson med.
På en sikret institution et sted i Danmark foretager psykologen Lisbeth et forsøg, der skal vise kæledyrs effekt på psykopaters sind. Men eksperimentet går uhyggelig galt, da en ung drabsmand forsøger at begå selvmord, mens han råber op om Gud og udfrielse. Lisbeth tilkalder præsten Helen i håb om, at hun kan nå ind til patienten og redde hans sjæl, før det er for sent.
Søren Kragh-Jacobsen står for denne fordanskning af P.O. Enquists teaterstykke, hvor hovedpersonen er en præst, som bliver kontaktet af en psykolog, der er i gang med et forskningsprojekt på en sikret institution i nærheden. En ung indsat har forsøgt selvmord, og da han tydeligvis er stærkt troende, håber psykologen, at præsten kan nå ind til ham. Men da præsten ankommer til institutionen, opdager hun, at det også handler om, at psykologens projekt er kørt af sporet, og at psykologen selv er tvivlende over for, hvad der egentlig sker.
Enquists historie hviler på en meget religiøs bund, men af den type, hvor det er personernes egen søgen, der betyder noget. Hovedpersonen kommer ud i en krimiagtig optrevlen af den unge mands fortid, så hun lærer at forstå hans motiver, inklusive det brutale dobbeltmord, han er dømt for. Men samtidig bevæger præsten sig også mod en erkendelse, der formentlig er præget af Enquists pietistiske opvækst, væk fra det folkekirkelige og til en mere mystisk tro og accept af noget guddommeligt i det uforståelige.
