La La land

Selv om filmen ”på stregen” netop ikke vandt Oscaren som bedste amerikanske film – det gjorde Moonlight, som vi viser senere på sæsonen – så har filmen på næsten alle måder gået sin sejrsgang overalt, og vi synes også Gørlev Filmklubs medlemmer skal have chancen. Filmen er en hyldest til Hollywood og alt hvad dette sted står for af store musicals og kærlighedsfilm.

Los Angeles er kendt som byen, hvor drømme bliver til virkelighed. Mia, en ung skuespillerinde, jagter sit livs filmrolle, men indtil chancen dukker op, må hun nøjes med at servere cafe-latte til byens store filmstjerner. Ligeledes drømmer den dedikerede pianist Sebastian om et gennembrud som jazzmusiker, men er tvunget til at acceptere ligegyldige jobs som hyggepianist på nussede barer. De mødes og forelsker sig stormende, men både deres kærlighed og karriereplaner sættes på en hård prøve i denne storby, der også er kendt for at knuse hjerter og drømme.

La la land fortæller historien om livsforandrende kærlighed gennem en overdådighed af sang og dans. Det er da ikke til at stå for!

Drive

Det har ikke altid været let at snuppe Nicolas Winding Refns Pusher-film, selv om der åbenlyst har været en stilistisk og kunstnerisk vilje bag. Men hvad tjente den meget vold til?

Det er man til gengæld ikke i tvivl om i hans ny i Hollywood producerede film. Der er vold også i Drive, men langt mindre og indsat meningsfuldt i en gribende kærlighedshistorie.

Filmen skildrer en lidt mystisk ”driver”, altså en person, der lever som chauffør-stuntman i film og ved at være flugtbilkører ved røverier om natten. Han er en indelukket enspænder, men oplever alligevel en varme og kærlighedsfølelse i forbindelse med et bekendtskab med sin smukke nabo og hendes søn. Hun har problemer med sin forbryderiske mand, og han tager et job for at hjælpe hende, men kuppet går galt…

Selv Informations old-school filmanmelder Morten Piil taler om en helstøbt auteur-film, der fuldt fortjent førte til priser og internationalt gennembrud for Refn, og Kim Skotte slutter sin anmeldelse i Politiken med, ”at det godt kan være, at Refn aldrig har taget sit kørekort i virkeligheden, men i filmens verden får han med Drive anskaffet sig det store kørekort”.