Den sorte jord

Den sorte jord

 Aftenens film handler om den walisiske journalist Gareth Jones, der i begyndelsen af 1930’erne insisterer på, at verden skal kende til Stalins folkemord på millioner af bønder i Ukraine. Eller hvad Stalin selv kaldte kollektiviseringen af landbruget og bøndernes særlige ”tribut” til Sovjetstatens industrialisering. Den ambitiøse Jones rejser til Sovjetunionen for at få et interview med Stalin, men det er svært at få reelle informationer, og spørger man for meget, risikerer man døden. Alligevel rejser han illegalt til Ukraine, og får ved selvsyn set hvilke uhyrligheder, der finder sted for at skaffe kapitalen til Stalins modernisering og oprustning. Med nød og næppe slipper han ud af landet med livet i behold, men kun for at erfare, at sovjetstaten ikke har i sinde at lade ham fortælle verden, hvad han har set.

Filmen har fået flotte anmeldelser. Informations anmelder skriver, at ”historien om Sovjetunionens menneskelige lavpunkt er et kunstnerisk højdepunkt for den 71-årige instruktør Agnieszka Holland”. Og Sdf’s anmelder kalder den både stærk og underholdende: ” Den efterlader en – ud over kendskabet til en glemt historie – med refleksioner over aktuelle emner som fake news, politisk begrundede drab på journalister og behovet for, at der stadig er modige mennesker, der tør fortælle om virkeligheden.

Generalforsamling + Blue Jasmine

Det er Woody Allens film nr. 45, og det er lang tid siden, han har været så god ifølge anmelderne. Der er i øvrigt nok stadig komikere på rollelisten og sjove scener og skarpe oneliners, men filmen er et drama, ja man fristes til at kalde den en tragedie, der fortæller den barske historie om en kvindes voldsomme standsmæssige, følelsesmæssige og psykologiske fald.

Filmens hovedperson er Jasmine, der virkelig er ”kommet ned i verden”, da hendes luksusliv i  New Yorks overklasse slutter, da hendes mand afsløres som finanssvindler af værste slags. ( Filmen kan ses som Woody Allens kommentar til finanskrisen.) Hun tvinges derfor til at tage til søsteren Ginger i San Fransisco, som hun ellers altid har set ned på. Hun er fraskilt, arbejder i et supermarked og bor i en lille lejlighed med sin ordinære kæreste, alt sammen noget der frastøder Jasmine, som egoistisk og hensynsløst søger at dominere miljøet. Hun fortsætter nemlig med at leve i selvbedraget, selv om hun ikke har andet end facaden tilbage. Filmen er faktisk ”et både rørende og fascinerende karakterstudie, og Cate Blanchett har aldrig været bedre end i rollen som Jasmine, der gennemspiller et utroligt følelsesregister, så man rystes”, som Sdf’s anmelder slutter.

Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
19.30 – 20.00 Generalforsamling
Filmstart 20.00

An Education

Valgt som en af årets Jokere

London, 1961. Mere frigjorte tider venter lige om hjørnet, men indtil da må den begavede 16-årige skolepige Jenny nøjes med at drømme. Den charmerende 35-årige David introducerer Jenny til det søde liv med jazzklubber, materielle goder og rejser til Paris. Men David er ikke, hvad han giver sig ud for, og vil Jenny virkelig opgive sine ambitioner om en højere uddannelse for at blive husmor?