Empire of Light

Empire of Light

Biografen Empire Cinema i den engelske badeby Margate har Hilary som daglig leder. Hun er en midaldrende kvinde, som lever et såre begivenhedsløst liv: Hun arbejder og lever alene, har pligtsex med sin chef og ser aldrig film! Hun er psykisk sårbar, og har været indlagt en periode som skizofren og er nu på medicin. Men så får biografen en ny ansat, Stephen, ung, flot og åben og venlig. De bliver venner, ja mere end det, og Hilary blomstrer op. Men tilbage i 80’ernes racistiske tider var et sådant forhold ikke uproblematisk, når han er sort og hun har en diagnose.

Film er magi, fortæller biografens gamle operatør dem, lysstrålen oppe på lærredet skaber magi både i biografsalen og blandt de mennesker, der arbejder der. Stephen og Hilary bliver et lys for hinanden. Så filmen må ses som en hyldest til biografen og filmkunsten, og alt det den kan skabe, et empire of light, som titlen siger. Det må da lige være en film for os i Den gamle biograf!

The Favourite

Filmen foregår i England i Dronning Anne Stuarts regeringsperiode fra 1702 til 14. Landet var i krig med Spanien, og parlamentets to partier, Whigpartiet og Torypartiet, sloges om at fange dronningens opmærksomhed. Hun er mest optaget af sine fysiske plager og sine ”kanin-børn”.  Hun var i øvrigt gift med den danske prins Jørgen (Georg) med hvem hun fik 17 børn, der alle enten ikke var levendefødte eller døde som helt små!
Dette dybt betændte miljø skildres som den rene galimatias og kostumekomedie af den mærkelige græske instruktør i denne mærkelige historie. Hoffets stærke kvinde, Sarah Churchill, styrer på mange måder den ynkelige, gigtplagede og humørsyge dronning. Så ankommer som den tredje kvinde Abigail Hill, en fattig slægtning, som Sarah giver et job ved hoffet. Det skulle hun aldrig have gjort! For Abigail ved hvordan man får magt og indflydelse, og snart er hun dronningens nye ”Favourite” og magtkampen kan gå i gang!
Dette magtspil er dybt fascinerende, præcist, ubehageligt og gennemsyret af liderlighed. Man rystes, ler og forarges. De tre hovedroller spilles helt eminent – Olivia Coleman som dronningen fik Oscar for bedste kvindelige hovedrolle – og man indser, hvad der vel har været filmens skabers ide, at der ikke er så langt som man skulle tro mellem magtkampene – også imellem kvinder! – dengang og nu.