Ginger & Rosa

Som den forrige film er også denne en ”coming of age-film”, der har to kvindelige teenagere i centrum, men ellers er den dog meget forskellig. Alene den kendsgerning, at filmen forgår i 1960’ernes London og lægger meget vægt på at gengive denne historiske periode som baggrund for de to hovedpersoners dannelseshistorie.

Ginger og Rosa er bedsteveninder, begge født samme dag som atombomben faldt over Hiroshima, og den kolde krig og truslen om atomudslettelse er i højeste grad tilstede som baggrund for pigernes teenagerliv. Den kvindelige engelske instruktør, som vi husker fra hendes fremragende, men meget anderledes film end aftenens, Orlando og Tango Lesson fra 90’erne, er jævngammel med pigerne, og tidsbilledet præges af selvbiografiske træk. Der skal ryges cigaretter, blaffes, kysses og gøres oprør mod forældregenerationen. Der skal spilles jazzmusik og gås atommarch.

Filmen er både et ”fornemt portræt af den første efterkrigsgeneration” (som mange af filmklubbens ældre medlemmer sikkert kan genkende!) og ”en næsten tidløs film, der ligeså vel kunne have udspillet sig i dag med frygtkomponenterne erstattet af nogle andre, og som griber sit publikum med ungdommelig angst og skønhed”, som anmelderen i Jyllandsposten slutter.

Klip  Anders Refn

Stormfulde Højder

Emily Brontës berømte, melodramatiske hovedværk fra 1847 er blevet filmatiseret mange gange. Nu har den unge Oscar-belønnede skotske instruktør, hvis to første glimrende film, Red Road og Fish Tank, klubben viste i henholdsvis 2009 og i sidste sæson, forsøgt sig. Og det er der kommet en smuk og bevægende film ud af, der sætter den klassiske kærlighedshistorie i et helt nyt lys.

I Arnolds udgave er landskabsidyllen og Brontës mange ord strøget, den unge Heathcliff en slave af afro-caribisk afstamning på flugt, der strejfer hjemløst om i Liverpool, da han bringes til Wuthering Heights og adopteres af den rige familie. Han har ar på ryggen og en destruktiv, dyrisk fjendtlighed mod alt og alle, der kun kan formildes af det intense erotiske kærlighedsbånd, der udvikles mellem Heathcliff og hans ny stedsøster Catherine. Da faderen så dør og den biologiske søn overtager godset, får Heathcliff atter lavstatus, og han flygter, da Catherine bliver forlovet med den rige nabosøn. Mange år senere vender han selv rig tilbage…