Som den forrige film er også denne en ”coming of age-film”, der har to kvindelige teenagere i centrum, men ellers er den dog meget forskellig. Alene den kendsgerning, at filmen forgår i 1960’ernes London og lægger meget vægt på at gengive denne historiske periode som baggrund for de to hovedpersoners dannelseshistorie.

Ginger og Rosa er bedsteveninder, begge født samme dag som atombomben faldt over Hiroshima, og den kolde krig og truslen om atomudslettelse er i højeste grad tilstede som baggrund for pigernes teenagerliv. Den kvindelige engelske instruktør, som vi husker fra hendes fremragende, men meget anderledes film end aftenens, Orlando og Tango Lesson fra 90’erne, er jævngammel med pigerne, og tidsbilledet præges af selvbiografiske træk. Der skal ryges cigaretter, blaffes, kysses og gøres oprør mod forældregenerationen. Der skal spilles jazzmusik og gås atommarch.

Filmen er både et ”fornemt portræt af den første efterkrigsgeneration” (som mange af filmklubbens ældre medlemmer sikkert kan genkende!) og ”en næsten tidløs film, der ligeså vel kunne have udspillet sig i dag med frygtkomponenterne erstattet af nogle andre, og som griber sit publikum med ungdommelig angst og skønhed”, som anmelderen i Jyllandsposten slutter.

Klip  Anders Refn