Dirch

Valgt som en af årets Jokere
I slutningen af 1950’erne tager komikerduoen Kellerdirk danskerne med storm. Parringen af den intense Kjeld Petersen og det lange hyl Dirch Passer tager kegler både på og uden for scenen, men hvor Passer elsker at klovne for publikum, mener Petersen sig for fin til den lette metier. Da Kjeld pludselig dør i 1961, føler Dirch sig forladt og alene i verden – uanset hvor mange kvinder han søger trøst hos.

Elsker dig for evigt

Susanne Bier, der fik dundrende succes med ”Den eneste ene”, får med aftenens film sit andet gennembrud – til en alvorligere og dybere filmskaben.
Filmens handling er ellers ret banal og enkel og lidt vel skæbnesøgt: To unge dybt forelskede mennesker rammes pludselig af ulykken. Han køres ned og lammes fra halsen og nedefter. Hun søger trøst i sin ulykke hos lægen på hospitalet, og bryder derved ind i et velfungerende ægteskab. Denne forbudte, men også sande kærlighed på tværs af partnerskab og moralske grænser, er det filmen følger og afdækker.
Og det er dette der gøres så fremragende i Biers film. Af så fremragende skuespillere! Filmen er en dogmefilm, og det håndholdte kamera går tæt på dem, mens de siger de vanskeligste sætninger ( som f.eks. titlens), og det gør de alle fire så man tror dem. Som Ebbe Iversen slutter sin anmeldelse i Berlingske Tidende: ”Lad os blæse på dogme-reglerne og juble over dansk films overdådighed af talentfulde skuespillere og konstatere, at ”Elsker dig for evigt” er oprivende, hjerteskærende, tankevækkende og bevægende”.

Et Rigtigt Menneske

Sæsonens eneste danske film er den skammeligt oversete 6. dogmefilm. Til trods for fine anmeldelser kom den til at stå i skyggen af de første, selv om den i både form og indhold netop passer så fint til dogmekonceptets krav om ægthed og enkelthed. Hovedpersonen er et fantasivæsen skabt af et barns savn og fantasi. Han kommer ud af væggen og har ligesom den my(s)tiske Kasper Hauser-skikkelse ingen identitet – er ikke “nogen”, men netop derfor “det rigtige menneske”, der i kraft af sin naivitet og uskyld udstiller verden omkring sig og sætter enhver falskhed og forstillelse i relief. Han bliver vores spejl, og filmen derved en fabel om det at være menneske i dagens Danmark. Filmen er usædvanlig ved at gennemføre dette tankevækkende og alvorlige, næsten metafysiske aspekt sideløbende med en boblende humor og en respektløs komik. Man aner her indflydelsen fra dogmebror Triers “Riget” og “Idioterne”. Og i Nikolaj Lie Kaas har Sandgren fundet en formidabel fortolker af godheden og uskylden. Han er i høj grad årsagen til at filmen er blevet både så morsom og så bevægende.