Filmens utrolige historie er sand: I USA, i nordstaterne i tiden før den amerikanske borgerkrig (1861-65), møder vi en fri, sort mand. Han bortføres, sælges som slave og må lide under en nedrig slaveejers grusomme styre. Han oplever de frygteligste ting og kæmper ikke kun for at overleve, men også for at bevare sin værdighed. I sit 12. år som slave møder han en rettighedsforkæmper, og dette ændrer hans liv for evigt og gør det muligt for ham at skrive den beretning, filmen bygger på.
Filmens instruktør, som også lavede den helt anderledes, men mesterlige Shame, som vi viste i sidste sæson (og teknisk set var så uheldige med) er sort, manuskriptforfatteren ligeledes, og de har meget markant valgt at vise slaveriets grusomhed. Dette er ikke nogen ”Onkel Tom-film”, og der er ikke tid til hyggestunder med blues. Instruktøren har blikket rettet mod det groteske i på baggrund af sin hudfarve at mene, at man er højt hævet over mennesker med en anden hudfarve og efter forgodtbefindende kan behandle dem som dyr. Nej, meget værre: Som udyr! Som Kim Skotte skriver i sin anmeldelse i Politiken, er instruktørens ” mission helt ned i den djævelske detalje at fortælle om slaveriet som et amerikansk holocaust”.
Hovedpersonen i aftenens film, Brandon Sullivan, spillet af en på alle måder fremragende og modig Michael Fassbender, er en succesfuld og tiltrækkende ung mand, der lever et tilsyneladende ubekymret liv i egen lækker lejlighed i New York. Hans seksuelle behov er store, og han har let ved at opnå erotiske kontakter og få sexbehovet opfyldt. Men i virkeligheden er han følelseskold og mangler fuldstændig evnen til at knytte relationer, og hans store sexbehov er som alkoholikerens eller narkomanens påtvunget ham og helt uden glæde.
Vi konfronteres altså med en storby-mandetype, der kan minde lidt om Travis i Scorceses berømte ”Taxi Driver” eller Patrick Bateman i Bret Easton Ellis’ uhyggelige ”American Psyko”. Han forsøger et mere helt og ægte kærlighedsforhold, som mislykkes, og han konfronteres også af sin lillesøster, der flytter ind til ham og repræsenterer en næsten modsat type med for mange følelser som en afhængighed af modsat art. Hun har ar efter selvmordsforsøg og er på en helt anden måde lige så ”syg” som brormand.
Det er ifølge alle anmeldere ikke nogen behagelig film, men et stort kunstværk, der vandt Guldløven ved Venedig-festivalen sidste år. Som Bo Green slutter sin anmeldelse: ””Shame” er en forbløffende film. Et moderne helvedesbillede. Bagefter vil man se sin sine kære og høre små fugle synge. Hvad som helst, der viser én, at sygdommen ikke har vundet endnu”.
I sæson 2008-09 viste vi den unge skotske instruktørs prisbelønnede debutfilm Red Road om overvågningssamfundet i klubben, nu har hun igen vundet juryens pris i Cannes.
Det er historien om den helt unge Mia, der lever i ret trøstesløse omgivelser, der både kontant og konstant er på kant med samfundet, nikker skaller, bliver smidt ud af skolen, lukket ude af venindeflokken etc. Men en sommerdag kommer hendes noget promiskuøse mor hjem med en ny kæreste, der viser sig at være både omsorgsfuld og charmerende – og med evne til at fylde både moderens og datterens liv med kærlighed.
Med filmen løfter Andrea Arnold arven efter de store engelske realister, Mike Leigh og Ken Loach, men tilføjer ungdom og sex. Den er blevet sammenlignet med både Precious og Lone Scherfigs An Education, som vi begge viste i klubben sidste år, men den er helt sin egen. ”Den visuelt begavede Arnold fornyr på forførende vis den britiske realisme med dette både sansemættede, spændende og sexede drama”, som Informations anmelder konkluderer.
