Little woman

Little Women 

Lige som England har sine klassiske, kvindelige, ”præ-feminister”, der skriver om unge kvinders vilkår i 1800tallet, så har USA også en, nemlig Louisa May Alcott. Hendes roman fra 1869 er flere gange blevet filmatiseret, men nu har den unge amerikanske instruktør Greta Gerwig gjort det igen, ” og det er en af de mest intelligente og rørende klassikerfilmatiseringer i årevis”, som filmtidsskriftet Ekko’s anmelder skriver.

Filmen skildrer de fire søstre March, der vokser op i et dannet og kærligt, men fattigt hjem som selvstændige og komplekse kvinder i stadig kamp med de kvinderoller, tiden vil tvinge dem ind i. Især Joe er den rebelske, litterært begavede ”drengepige”, der spiller efter egne regler, og ikke vil træde ind i den skabelon, som skæbnen har tildelt hende som kvinde, og med hendes søstre og deres talenter som sammenligningsgrundlag bliver filmen mest hendes udviklingshistorie. Sdf’s egen anmelder falder ind i koret af rosende kolleger, og kalder filmen ”en fremragende filmatisering, varm, romantisk, solidarisk og aldrig resigneret”.

Det’ Indviklet

Vi har tradition for at slutte – efter generalforsamlingen – med en lettere og gerne munter sag, og sådan bliver det også i år.

I aftenens film spiller Meryl Streep en 60-årig fraskilt kvinde, der i forbindelse med den yngste søns studenterfest, møder eks-manden, Alec Baldwin, der fortsat er gift med den langt yngre kvinde, han i sin tid forlod hende til fordel for. Meget imod deres vilje kommer de gamle drifter i kog, meget uheldigt timet, da hun netop er i gang med at indlade sig med den flinke, yngre arkitekt… Det kunne lyde som et seriøst drama om midaldrende menneskers kærlighedskriser, men er faktisk en boblende fornøjelig og varm komedie med Meryl Streep som forrygende veloplagt og charmerende komedienne, mens Balwin giver den hele armen som aldersstegen charmør.

Det er nok mest en film for de +50, men indrøm det: Dem er vi jo også mange af i Gørlev Filmklub!

The Hours

Hvor vi dog glæder os til gensynet med dette medrivende mesterværk, som flere medlemmer af bestyrelsen så på vores årlige ”screening”, og som vi på det varmeste vil anbefale alle at se eller gense!
Filmen folder sig efter en prolog, hvor vi ser Englands store kvindelige forfatter, Virginia Woolf, begå selvmord i 1941, ud i tre forskellige tidsaldre, og den handler om tre forskellige kvinders kamp for at leve op til rollen som ”perfekt kvinde”: Julianne Moore spiller den gravide husmor, der i USA i 1951 prøver at arrangere en lille fødselsdagsfest for sin mand. Hendes depression gør det ikke let, og hun kan ikke slippe Virginia Woolfs roman Mrs. Dalloway fra 1925, der også handler om en kvindes perfektionistiske planlægning af en fest. ( I øvrigt fremragende filmatiseret i 1998 og vist i Gørlev Filmklub året efter). Imens følger vi også den hektiske moderne Meryl Streep i nutidens New York planlægge en fest for sin aidsramte forfatterven. De to historier bliver så igen brudt af historien om Virginia Woolf, spillet af Nicole Kidman, mens hun i 1925 færdiggør romanen Mrs. Dalloway.