Astrid og Patricks bryllup skal stå i det naturskønne Sorrento. Brudens mor, frisøren Ida, har netop brudt med sin mand, Leif, som kommer anstigende til festen med sin nye, blonde nipskæreste. Gommens far, den britiske forretningsmand Philip, er også taget sydpå. Han er aldrig helt kommet sig over sin kones død, men måske finder han fred i sindet under Italiens sol?
Blogarkiv
En Familie
Af uransaglige grunde fik vi ikke i filmklubben vist den lovende unge instruktør, Pernille Fisher Christensens to første film, hvoraf især En soap ellers vandt priser og på mange måder var en rigtig filmklubfilm. Nu indhenter vi lidt det forsømte ved at vise hendes smukke og roste 3. film om en gammel familie, hvis stolte familiebageri det ikke er så let at videreføre ved faderens død.
Familiens overhoved kæmper sin dødskamp, mens to voksne døtre af første ægteskab, en ny yngre kone og deres to mindreårige børn alle gennemlever forskellige konflikter og modstridende følelser, mens de følger den. Især den ældste datter, der har godt gang i sit eget liv, rammes af faderens krav om at føre familievirksomheden videre. Ja, filmen stiller hende det spørgsmål, som Informations anmelder formulerer det, ”hvad det bør indebære at være datter, og kæreste, og tåleligt menneske, når livet vil frem i fuld fart, mens familiedynastiets 300 år gamle surdej gærer bagerst i samvittigheden”.
Det er en fin, lille film, der insisterer på sit alvorlige indhold og ikke lefler for kravet om underholdning. Og især Jesper Christensen yder som den døende familiepatriark en betagende præstation.
Et Rigtigt Menneske
Sæsonens eneste danske film er den skammeligt oversete 6. dogmefilm. Til trods for fine anmeldelser kom den til at stå i skyggen af de første, selv om den i både form og indhold netop passer så fint til dogmekonceptets krav om ægthed og enkelthed. Hovedpersonen er et fantasivæsen skabt af et barns savn og fantasi. Han kommer ud af væggen og har ligesom den my(s)tiske Kasper Hauser-skikkelse ingen identitet – er ikke “nogen”, men netop derfor “det rigtige menneske”, der i kraft af sin naivitet og uskyld udstiller verden omkring sig og sætter enhver falskhed og forstillelse i relief. Han bliver vores spejl, og filmen derved en fabel om det at være menneske i dagens Danmark. Filmen er usædvanlig ved at gennemføre dette tankevækkende og alvorlige, næsten metafysiske aspekt sideløbende med en boblende humor og en respektløs komik. Man aner her indflydelsen fra dogmebror Triers “Riget” og “Idioterne”. Og i Nikolaj Lie Kaas har Sandgren fundet en formidabel fortolker af godheden og uskylden. Han er i høj grad årsagen til at filmen er blevet både så morsom og så bevægende.