Den småkriminelle Robbie skal være far og er derfor sluppet med samfundstjeneste i stedet for en fængselsdom under forudsætning af, at han holder sig ude af karambolage med loven. Ved et tilfælde opdager den unge ballademager, at han har ”næse” for whisky, og det sender ham på et eventyr med en potentielt stor gevinst.

Den nu 77-årige Ken Loach har lavet mange gode, om end barske socialrealistiske film fra den engelske arbejderklasse. Og Gørlev Filmklub har vist adskillige, My Name is Joe og Sweet Sixteen kan jeg umiddelbart komme i tanke om. Men i aftenens film er han blevet lidt mildere og frem for alt morsommere. Filmen er stadig socialrealistisk, og kan fint siges at handle om social arv, kriminalitet og ungdomsarbejdsløshed, men den er frem for alt en humanistisk og optimistisk fortælling om en ung fyr, som pludselig får den chance, han aldrig har fået før, og opdager noget, han er god til.

Englenes andel kalder man den lille mængde spiritus, som fordamper under lagring. Det er et fint udtryk, som Loach her har gjort til det poetiske omdrejningspunkt i sin hidtil luneste film.