Fotografen Janis – spillet af en aldrig bedre og dejligere Penelope Cruz – møder retsantropologen Arturo i embeds medfør: Hun skal fotografere ham til et magasin. De bliver varme på hinanden, også fordi hun har en personlig og familiær interesse i hans arbejde for en organisation, der identificerer de fascistiske Franco-tilhængeres ofre fra borgerkrigen i 30’erne. Janis’ oldefar var nemlig et af dem. Hun bliver gravid, og møder på fødselsgangen en hel anden slags mor, med en hel anden baggrundshistorie, og som titlen siger, bliver de en slags parallelle mødre.

Det er en af den store spanske instruktørs bedste film. Som Sdf-anmelderne siger ”blæses man bagover af den sansemættede film, der får den lille historie om mødrene til at hænge sammen med den store om Spaniens fortrængte fortid”.