Skinhellige sataner og børn med urovækkende, uaflæselige ansigter fylder billedet og bliver siddende længe i tilskueren efter aftenens film.
Den foregår i en tysk landsby i tiden op til første verdenskrig. Patriarkatet hersker i det lille samfund, hvor der både udøves en social og opdragelsesmæssig ”terror” og en helt konkret: Lægen falder af hesten, da denne snubler over en snor, som nogen har spændt ud mellem to træer, baronens søn tæves og bindes ude i skoven og den slags handlinger, som ingen ved hvem har begået, og hvor alle mistænker alle. Hadet og ondskaben lurer i det fortrængte. Titlens hvide bånd er bundet om armen på præstens børn med formaning om den rette tro – med risiko for at de udvikler sig til individer af samme autoritære og dobbeltmoralske slags som deres forældre. Landsbyen ses som et både menneskeligt og følelsesmæssigt udtørret sted, og kun den unge skolelærer synes at være i kontakt med sin elementære menneskelige godhed. Men han er også en fremmed i samfundet…

Hanekes film fik guldpalmerne sidste år i Cannes og er virkelig et uforglemmeligt mesterværk. Filmen ønsker faktisk intet mindre end gennem sin skildring af landsbyens verden at forklare, hvordan Europa kunne kastes ud i to verdenskrige, og hvordan fascisme/nazisme opstår i et samfund.