Vi lægger ud med sidste års store danske succes, Susanne Biers Oscarvinder, der skal ses og også sagtens kan tåle et gensyn, hvis man har set den. Filmen har nemlig alle de kvaliteter, der skal til for at blive en umiddelbar succes, men er samtidig også en tænksom lignelse om voldens og ondskabens væsen og vores reaktion på den.
Filmen skildrer både den store og den lille verden. Anton er læge, der arbejder i en afrikansk flygtningelejr og bl.a. stilles over for det dilemma at skulle holde sit lægeløfte og hjælpe også voldens primære årsag i området, den terroriserende bandeleder. Samtidig pendler han hjem til sin kone og to børn i det på overfladen idylliske Danmark.

Det er i sig selv problematisk. Samtidig bliver hans 10årige søn ven med klassens nye dreng, og en foruroligende alliance opstår. Den ny dreng har nemlig ikke blot sin ene forælder langt væk, men har mistet sin mor, og reagerer som kompensation herfor med vold og magt over for omverden.
Bier vil altså meget i sin film: Den lille verden i Danmark skal forbindes med den store, og børnenes univers forbindes med de voksnes. Det er fascinerende at følge Biers løsninger. Og der spilles fremragende i både voksen- og børnerollerne