Trods filmens titel kan man ikke sige at Carrie har drevet det til meget: Hun er droppet ud af medicinstudiet, bor stadig hos forældrene og klarer sig som cafemedhjælper. Men hun er også en kvinde-hævner, der går på natlige ture for at afsløre hvilke svin mændene er – og som regel får ret! Men så møder hun en gammel studiekammerat, som i mellemtiden er kommet godt i vej som børnelæge, og hvis venlighed også viser sig at være oprigtig. Den romance de to indleder får Carrie til at bløde lidt op fra den hårde kvinde, som hendes erfaringer med mænd hidtil har hensat hende i. Hun er jo en kompleks skikkelse, både hadsk og længselsfuld. Og Carey Mulligan, som nogen måske husker fra Lone Scherfigs engelske gennembrudsfilm, An Education, spiller hende forrygende.
Det er, som filmtidsskriftet Ekkos anmelder siger, ”en film til tiden, fandens arrig, skide skæg og drøn intelligent skruet sammen”.
Hovedpersonen i aftenens film, Brandon Sullivan, spillet af en på alle måder fremragende og modig Michael Fassbender, er en succesfuld og tiltrækkende ung mand, der lever et tilsyneladende ubekymret liv i egen lækker lejlighed i New York. Hans seksuelle behov er store, og han har let ved at opnå erotiske kontakter og få sexbehovet opfyldt. Men i virkeligheden er han følelseskold og mangler fuldstændig evnen til at knytte relationer, og hans store sexbehov er som alkoholikerens eller narkomanens påtvunget ham og helt uden glæde.
Vi konfronteres altså med en storby-mandetype, der kan minde lidt om Travis i Scorceses berømte ”Taxi Driver” eller Patrick Bateman i Bret Easton Ellis’ uhyggelige ”American Psyko”. Han forsøger et mere helt og ægte kærlighedsforhold, som mislykkes, og han konfronteres også af sin lillesøster, der flytter ind til ham og repræsenterer en næsten modsat type med for mange følelser som en afhængighed af modsat art. Hun har ar efter selvmordsforsøg og er på en helt anden måde lige så ”syg” som brormand.
Det er ifølge alle anmeldere ikke nogen behagelig film, men et stort kunstværk, der vandt Guldløven ved Venedig-festivalen sidste år. Som Bo Green slutter sin anmeldelse: ””Shame” er en forbløffende film. Et moderne helvedesbillede. Bagefter vil man se sin sine kære og høre små fugle synge. Hvad som helst, der viser én, at sygdommen ikke har vundet endnu”.
Det har ikke altid været let at snuppe Nicolas Winding Refns Pusher-film, selv om der åbenlyst har været en stilistisk og kunstnerisk vilje bag. Men hvad tjente den meget vold til?
Det er man til gengæld ikke i tvivl om i hans ny i Hollywood producerede film. Der er vold også i Drive, men langt mindre og indsat meningsfuldt i en gribende kærlighedshistorie.
Filmen skildrer en lidt mystisk ”driver”, altså en person, der lever som chauffør-stuntman i film og ved at være flugtbilkører ved røverier om natten. Han er en indelukket enspænder, men oplever alligevel en varme og kærlighedsfølelse i forbindelse med et bekendtskab med sin smukke nabo og hendes søn. Hun har problemer med sin forbryderiske mand, og han tager et job for at hjælpe hende, men kuppet går galt…
Selv Informations old-school filmanmelder Morten Piil taler om en helstøbt auteur-film, der fuldt fortjent førte til priser og internationalt gennembrud for Refn, og Kim Skotte slutter sin anmeldelse i Politiken med, ”at det godt kan være, at Refn aldrig har taget sit kørekort i virkeligheden, men i filmens verden får han med Drive anskaffet sig det store kørekort”.
Valgt som en af årets Jokere
London, 1961. Mere frigjorte tider venter lige om hjørnet, men indtil da må den begavede 16-årige skolepige Jenny nøjes med at drømme. Den charmerende 35-årige David introducerer Jenny til det søde liv med jazzklubber, materielle goder og rejser til Paris. Men David er ikke, hvad han giver sig ud for, og vil Jenny virkelig opgive sine ambitioner om en højere uddannelse for at blive husmor?
