En kvart million mennesker blev kvast, da den kinesiske storby Tangshan i 1976 blev ramt af et kraftigt jordskælv. En kinesisk mor tager i den forbindelse sit livs sværeste valg, da hendes  syvårige tvillingebørn fanges i ruinerne. Kun et af børnene kan reddes, og moren vælger sønnen. Men den efterladte pige overlever mirakuløst uden morens vidende. Datteren vokser op og bosætter sig i Canada, men da hun vender hjem efter Sichuan-skælvet i 2008, konfronteres hun med sin gamle mor, som har måttet leve med sit valg i 32 år.

Ud over denne på en gang stort anlagte og helt intime psykologiske historie om smerteligt  overrevne familierelationer, har filmen også en sekundær politisk-historisk dagsorden: Seks uger efter Tangshan-jordskælvet døde formand Mao, og det store kommunistisk land sadlede som bekendt om rent økonomisk. Den fantastiske ændring af det kinesiske samfund i de 3 følgende årtier sætter filmen billeder på. Filmen er ikke kun en ”kunstfilm”, som vi har vænnet os til at se kinesiske film som, fra Zhang Yimous ”Under den røde lygte” og frem, men et imponerende og bevægende ”hollywood-melodrama”. Men det er vel egl. kun naturligt, hvis det passer, som man siger, at kulturen følger pengene og magten, at filmkulturen også efter total amerikansk dominans i ¾ århundrede netop med den slags film flytter med pengene og magten over Stillehavet…