Filmhistorisk er det Robert Altman, der med ”Short cuts” fra 1975  først mestrede den episodiske fortællestruktur, hvor flere fortællinger fortælles samtidig og væves ind i hinanden. Ved et tilfælde har vores sæsonprogram flere sådanne film, mest udpræget ”Magnolia”, men også ”Tre årstider” og aftenens film er opbygget efter dette princip. Filmen er et panorama, der snart foregår i London, snart i Bosnien, snart i Amsterdam. Men der er sammenhæng alligevel, for det er en film om de jugoslaviske flygtninges situation og englændernes reaktion på de fremmede. Vi følger fire engelske familier, der på en raffineret facon er forbundet til hinanden og til flygtninge fra det tidligere Jugoslavien, en forbindelse der får dem til at se skønheden i deres eget liv. Den bosniskfødte instruktørdebutant har mod til at skildre farce og tragedie som to sider af samme sag, og mod til at tale humanismens sag om fred og forståelse mellem alle ”smukke mennesker”, uden at det bliver pladderhumanisme. Det er en dejlig og tiltalende film.