Die Andere Heimat – En Fortælling Om Længsel

Søndagsarrangement. Dørene åbnes kl. 13.00 Filmen starter kl 13.30. afbrudt af en pause med cafe midtvejs. Gå ikke glip af denne filmoplevelse.

Schabbach er navnet på en fiktiv landsby i Midttyskland, som den tyske mesterinstruktør Edgar Reitz har gjort til centrum for sin store Heimat-trilogi, der blev vist fra 1984 til 2004, og som også her i landet gik som populære TV-serier, der fortalte den tyske historie i 1900tallet i afsnit af spillefilmslængde på en samlet varighed af 53 timer.

Kendskab til de tidligere TV-serier er dog ingen forudsætning for at følge med i denne hans ny 4-timer lange film, som kunne kaldes en ”for-film”, forstået sådan, at dens handling er lagt tilbage til Schabbach i 1800tallet, hvor vi følger to smedebrødre i deres drømme og længsler. Filmen har en undertitel, der viser, at den handler om både udlængsel og længsel efter viden og frihed fra fattigdom og undertrykkelse.

Og ifølge Peter Nielsen i Information ”fuldender Edgar Reitz sit mesterværk og sin filmiske genskrivning af tysk historie gennem 150 år” i fantastiske sort-hvide billeder, ”og jeg lover, at man kommer ud af biografen som et nyt menneske, når man har levet i disse billeders magi”.