Belfast

Dobbeltfilm med mad lørdag 5. 11. 22:
Gode film og god mad hører sammen, synes vi i Gørlev Filmklub, så vi fortsætter vores tradition med to film og mad imellem en lørdag eftermiddag/aften. Tilmelding til mad er nødvendig senest tirsdag 1.11. til formand eller kasserer. Man er naturligvis velkommen til at se enten kun den ene film eller begge uden mad.

BELFAST
Den kendte engelske instruktør og skuespiller, Kenneth Branagh, har lavet en meget personlig, selvbiografisk film. Den skildrer hans egen opvæksttid i sluttresserne i Belfast i Nordirland. Her fandt de næsten borgerkrigsagtige tilstande mellem katolikker og protestanter sted. Og de kommer til at spille en afgørende rolle i den lille Branaghs liv. Hans forældre er protestanter, men de bor i et blandet kvarter, og familien har ikke noget mod katolikkerne, så de kommer i klemme. Ligesom drengen gør, fordi hans barnekæreste er katolik. Samtidig er tiden præget af arbejdsløshed, og mange irske arbejdere er ligesom Branaghs far tvunget til at søge arbejde i England og kun være hjemme med mellemrum. Eller emigrere.

Filmen kan virke springende, for alt er oplevet og set gennem drengens øjne. Men netop denne synsvinkel gør det til en charmerende film, og Branagh vandt med rette en Oscar for bedste manuskript.