De jødiske brødre Maurice og Joseph nyder barndommen i 1940’ernes Paris, men tyskernes besættelse af landet bekymrer deres far. Han sender drengene i sikkerhed i Nice i det sydlige Frankrig, hvor de får besked på at holde sig i skjul, indtil resten af familien kan slutte sig til dem. Drengenes uledsagede rejse gennem det okkuperede rige bliver lang og fyldt med farer.
Blogarkiv
Jeg har elsket dig så længe
Juliette løslades efter 15 år i fængsel og får husly hos sin søster og dennes familie i Nancy. Det er svært for hende, fåmælt og indesluttet som hun er, at klare tilværelsen uden for fængslet, og hvorfor har hun overhovedet været der? Spillet mellem de to søstre er filmens omdrejningspunkt, og filmen er en præcis og skarp undersøgelse af de psykologiske mekanismer, der findes i menneskers relationer. Brikkerne falder på plads, efterhånden som den debuterende instruktør og manuskriptforfatter elegant folder historien og karaktererne ud i velspillede scener.
”Der er film, som imponerer med deres fysik – med storslåede filmiske kvaliteter, effekter, et visuelt overrumplende univers og vild, kreativ nytænkning. Og så er der film, som på upåfaldende vis fortæller en historie, der kryber ind under huden på tilskueren, som efterlades rørt, lamslået og magtesløs over fortællingens kraft. Sådan en film er den franske ”Jeg har elsket dig så længe”, skriver Sophie Sonne i Politikens rosende anmeldelse.