Sam Mendes, som lavede den fremragende American Beauty, som vi viste i filmklubben 2001, fortsætter med at skildre det svære middelklasseliv i forstæderne. Titlen er ironisk nok navnet på den anonyme villavej, hvor April og Frank bor, skændes og keder sig, mens de begge længes efter noget andet og drømmer om at flytte til Paris. Frank sidder fast i et velbetalt, men kedeligt job, April går rundt derhjemme, som man gjorde som gift kvinde i halvtresserne, og spekulerer over, hvorfor hendes skuespilkarriere aldrig blev til noget.
Når dette bliver så vellykket, er det fordi det bliver ”skuespillernes film”: Mendes har bragt Kate Winslet og Leonardo DiCaprio sammen igen, 10 år efter deres samspil i Titanic: ”Fanget mellem fløs og verdensmand spiller DiCaprio sit måske bedste nogensinde, mens Winslet udfører rollen som forstadshustru som en tragisk løvinde i et bur belagt med teflon og med drikkeskål støbt i tupperware”, som Kim Skotte beskriver det i sin anmeldelse i Politiken.