Vi har tradition for at slutte – efter generalforsamlingen – med en lettere og gerne munter sag, og sådan bliver det også i år.
I aftenens film spiller Meryl Streep en 60-årig fraskilt kvinde, der i forbindelse med den yngste søns studenterfest, møder eks-manden, Alec Baldwin, der fortsat er gift med den langt yngre kvinde, han i sin tid forlod hende til fordel for. Meget imod deres vilje kommer de gamle drifter i kog, meget uheldigt timet, da hun netop er i gang med at indlade sig med den flinke, yngre arkitekt… Det kunne lyde som et seriøst drama om midaldrende menneskers kærlighedskriser, men er faktisk en boblende fornøjelig og varm komedie med Meryl Streep som forrygende veloplagt og charmerende komedienne, mens Balwin giver den hele armen som aldersstegen charmør.
Det er nok mest en film for de +50, men indrøm det: Dem er vi jo også mange af i Gørlev Filmklub!
Ian McEwans roste roman er blevet filmatiseret, og filmen er blevet lige så rost og vellykket. Filmanmelder Søren Vinterberg indleder sin anmeldelse med at spørge, om dette virkelig kan være muligt, og ”Ja. Denne intelligente, foruroligende, suverænt spillede og slet og ret gribende kærlighedstragedie over McEwans bestsellerroman viser det”.
Historien beretter om Briony, der i 1935 som forkælet 12-årig og som offer for sin egen løbske fantasi, af jalousi begår sit livs fejltagelse med en falsk voldtægtsanklage mod storesøsterens store kærlighed, og dermed spolerer såvel sit eget som søsterens og kærestens liv. Hvordan tage ansvar for og sone en sådan skyld? Det er hvad filmen forsøger at besvare på baggrund først af verdenskrigens helvede, hvor Briony som sygeplejerske trøster døende soldater, og senere som aldrende skribent, hvor hun stadig må stille samvittighedsspørgsmålet, om en så stor synd med så monumentale omkostninger kan sones, og i givet fald hvordan.
Svaret må man selv se i denne glimrende og seværdige filmatisering.
Den svensk-dansk instruktør Simon Staho lefler ikke for sit publikum. Det er ofte barske film om centrale eksistentielle emner som f.eks. den manglende moderkærlighed i ”Daisy Diamond” fra sidste år. Nu er han der igen, denne gang med et vedkommende og rystende ægteskabsdrama.
Lars og Susanna har været lykkeligt gift i tyve år, og deres bedste venner Ann og Ulf er tilsyneladende også tilfredse med deres liv sammen. Men under en fælles middag kommer de til at tale om ægteskab, utroskab, loyalitet og svigt, og efter den middag er intet det samme mere mellem vennerne.
Filmen er blevet sammenlignet med Bergmans film. Ligesom hos ham er vi inde i et lukket rum med insisterende nærbilleder af personerne, der siger lige så meget som replikkerne. Det er film, som nogle vil kalde teater. Staho siger selv at han som i et laboratorium vil udforske ægteskabet som institution: Er det kun en mur mod ensomheden? Eller er det som ramme en mulighed for at mennesker kan leve et fuldt liv?
Der spilles fremragende af de fire store svenske karakterskuespillere. ”Især Persbrandt med drivisøjnene og Lena Endre med det måske mest detaljeret udtryksfulde ansigt i nordisk film, gør Himlens hjerte til andet end et debatprogram om fænomenet utroskab…Himlens hjerte er både smertefuld og vittig, og der er mange gode grunde for både troløse og trofaste til at se den”, som Information slutter sin anmeldelse.
Vores medlemmer valgte aftenens film som joker-film sidste sæson, men den var desværre ikke ledig, så vi viser den i stedet nu.
Der er tale om et smukt og bevægende drama af den canadiske skuespillerinde Sandra Polley, der her debuterer som instruktør. Filmen behandler samme emne, nemlig sygdommen alzheimer, som Bille August behandlede så gribende i En sang for Martin, som vi viste i klubben i 2002.
Filmens handling viser sygdommens udvikling. Grant og Fiona har været gift i mere end halvtreds år og elsker hinanden højt. Da Fiona viser tegn på altzheimer, lader hun sig indlægge på et plejehjem, der til Grants fortvivlelse forbyder ham at se hende den første måned. Da Grant endelig genser sin hustru, er hun ganske forandret, genkender ham ikke og er forelsket i en mandlig beboer, og vi følger nu hans ændring fra ægtemand til bejler i forholdet til den stadig mere fjerne hustru. Filmen er ”mesterligt kontrolleret – og suverænt spillet. Selvfølgelig med en nu 66-årig Julie Christie som det lysende midtpunkt, stadig i stand til at kaste erotikkens stjernestøv ud over selv den enkleste scene”, som Morten Piil slutter sin begejstrede anmeldelse i Information
Aftenens film – sæsonens sidste – er en smuk kærlighedshistorie. For ni år siden mødtes Jesse og Celine tilfældigt og oplevede Wien og hinanden i et 14 timer langt møde, der medførte en samhørighed og fortrolighed, der normalt hører længerevarende forhold til. De aftalte at mødes igen, men det blev ikke til noget. Nu genforenes de tilfældigt i Paris af alle steder, og har denne gang kun 81minutter, filmens spilletid, til at udveksle erfaringer om det liv de ikke har levet sammen og diskutere alt mellem himmel og jord. De har naturligt nok begge flyttet sig, Jesse har kone og barn hjemme i New York, men erindringen om det første møde er helt intakt, og nu er spørgsmålet så om de vil hengive sig til vemodet eller handle i nuet…
”Der er mere snak end kys i ”Before Sunset”. Alligevel er den årets smukkeste og mest romantiske kærlighedsfilm, hvor handling, dialog og skuespilpræstationer går op i en højere enhed”, som det lød i den rosende anmeldelse i Berlingske Tidende.
Filmen er en kærlighedshistorie af de mere bizarre. Mand og kvinde, i filmen virkelig modsætninger på alle måder, møder hinanden og forelsker sig. Hurtigt opstår der en usædvanlig blanding af tiltrækning og frastødning, en uforklarlig indforståethed de to imellem, der viser sig ikke at være så uforklarlig. De to har en forhistorie, de ved det bare ikke. Efter et par års opslidende parforhold, vælger kvinden et rent brud: Hun får slettet ham af sin hukommelse af en dr. Mierzwiak, der har opfundet en metode, der gør det muligt at rense hukommelsen for ubehagelige minder – på samme måde som man renser en harddisk for virus! Han følger efter og beslutter at give tilbage af samme mønt, ud med hende, men fortryder midt i processen…
Og nu udvikler filmen sig, umulig at fortælle, kronologien smadres som i en drøm. Men det Gondry og Kaufmans film vel egentlig handler om, er at minderne, gode såvel som dårlige, er med til at forme os som mennesker og gøre os til det vi er. De kan ikke bare slettes, for forsvinder de, forsvinder vi også. Og budskabet må være, at kærligheden mellem mennesker, hvor besværlig den end kan være, ikke bare må smides væk, men er værd at kæmpe for.
Nogle anmeldere kalder denne mærkelige kærlighedskomedie ”en af 2004’s bedste film”, andre synes ”den overanstrenger sig”. Kom og afgør det selv!
Når man tænker på, hvad 60’ernes og dermed mandssamfundets opbrud i kønsrollerne afstedkom herhjemme af problemer for begge køn med at finde deres ny rolle, er det oplagt at det katolske Spanien efter Franco må have oplevet vanskelighederne ved dette kønsrolleskift endnu mere markant. Eller sagt anderledes og mere konkret : I 2002 indløb der i Spanien 43.313 officielle anmeldelser om vold i hjemmet, hvoraf 52 af tilfældene fik døden til følge! Så nok er aftenens film fiktion, men den har en barsk, realistisk virkelighedsbaggrund i det spanske samfund. Og vel i et vist omfang også i det danske…
Filmen Ta mine øjne handler om hustruvold, men tager sit udgangspunkt et uventet sted, nemlig i det faktum at Antonio og Pilar elsker hinanden. Men trods terapi og gode ønsker har Antonio svært ved at styre sit temperament overfor Pilar og hendes nyvundne selvstændighed. Filmens styrke er at den skildrer Antonio som et menneske, ikke et monster. Hans handlinger bliver gjort forståelige, men ikke berettigede, og filmens spørgsmål er om disse påtrængende og stærke følelser kan forløses i andet end vold og ydmygelse.
Begge de to hovedpersoner er dybt troværdige som ofrene for denne farlige cocktail af brutalitet og seksualitet i et samfund i opbrud mellem gamle og ny normer og giver os et nuanceret og facetteret indblik i de elskende ægtefællers ulykkelige situation.
