Krudttønden
Spillestedet på Østerbro, som har givet navn til aftenens film, kender vi jo bedst som stedet, hvor Danmarks hidtil eneste terrorangreb tog sin begyndelse. Manuskriptforfatter og instruktør Ole Chr. Madsen har lavet filmen herom, ligesom Erik Poppe gjorde for Norges endnu værre terrorangreb i Oslo og på Utøya, som vi viste i filmklubben sidste år. Begge film er sobre og taktfulde i deres fremstilling trods deres forfærdelige emne.
I aftenens film er formålet så tydeligt at skabe et præcist og overskueligt billede af, hvordan landet lå og byen så ud, da skuddene faldt. Skiftet mellem lange talescener og korte sekvenser, mellem selskaber i middelklassehjem og overvågningsbilleder af det danske parallelsamfund, skaber både filmisk fremdrift og virkningsfulde personportrætter. Det er på en gang ”en respektfuld og rasende film”, som Sdf’s anmeldelse så originalt slutter.
Det har ikke altid været let at snuppe Nicolas Winding Refns Pusher-film, selv om der åbenlyst har været en stilistisk og kunstnerisk vilje bag. Men hvad tjente den meget vold til?
Det er man til gengæld ikke i tvivl om i hans ny i Hollywood producerede film. Der er vold også i Drive, men langt mindre og indsat meningsfuldt i en gribende kærlighedshistorie.
Filmen skildrer en lidt mystisk ”driver”, altså en person, der lever som chauffør-stuntman i film og ved at være flugtbilkører ved røverier om natten. Han er en indelukket enspænder, men oplever alligevel en varme og kærlighedsfølelse i forbindelse med et bekendtskab med sin smukke nabo og hendes søn. Hun har problemer med sin forbryderiske mand, og han tager et job for at hjælpe hende, men kuppet går galt…
Selv Informations old-school filmanmelder Morten Piil taler om en helstøbt auteur-film, der fuldt fortjent førte til priser og internationalt gennembrud for Refn, og Kim Skotte slutter sin anmeldelse i Politiken med, ”at det godt kan være, at Refn aldrig har taget sit kørekort i virkeligheden, men i filmens verden får han med Drive anskaffet sig det store kørekort”.
Valgt som en af årets Jokere
Walt Kowalski er en pensioneret Ford-arbejder, der bruger sin tid på at reparere sit hus og på sit kæreste eje, en Gran Torino fra 1972. Walt er racist og bestemt ikke begejstret for asiaterne i nabolaget, som han holder sig langt væk fra. Men da Walt forhindrer, at nabodrengen stjæler bilen, bliver han tvunget til nærkontakt. Thaos mor insisterer nemlig på, at drengen skal arbejde hos Walt for at råde bod på sin gerning.
Aftenens film, der vandt sidste års Oscar som bedste amerikanske film, handler om krigen i Irak, men er ikke en egentlig krigsfilm, snarere et psykologisk drama, der viser hvad krig gør ved mennesker. Filmen følger tre specialuddannede amerikanske soldater, der arbejder med at uskadeliggøre de mange bomber, som fjenden placerer i vejsider, i biler, i lig eller på selvmordere. Det er selvklart en både livsfarlig og livsnødvendig indsats, og filmen er da også alene af den grund dirrende spændende. Kathryn Bigelows film bygger på virkelige situationer, som manuskriptforfatteren og journalisten Mark Boal har oplevet ved at følge en anti-bombe-enhed på nærmeste hold i Bagdad.
De tre soldater, som filmen følger, lærer vi rigtig godt at kende, og de repræsenterer tre forskellige holdninger til det farlige og angstprovokerende job. Som de i en vis forstand bliver afhængige af som af et narkotikum. Det er krigens realiteter og det sus, en soldat i farezonen oplever, der interesserer Bigelow, der helt afstår fra at moralisere og prædike, selv om der ingen tvivl er om at det er en antikrigsfilm.
Det er tankevækkende, at The Hurt Locker vandt sin Oscar over den ligeledes nominerede Avatar, en eventyrfilm set af millioner. The Hurt Locker derimod er en film om virkeligheden og den krig, vi også har et medansvar for. Som sådan er den uhyggeligt vedkommende, men set af få!
Når nu vi selv har en statsminister, der som ung VU’er stolt lod sig fotografere sammen med de afghanske mujahediner, efter at have overrakt støttekronerne til frihedskampen mod Sovjetunionen i 8o’erne, kunne det være sjovt at se Mike Nichols politiske satire om den amerikanske kongresmand Wilsons tilsvarende hjælp til talibankrigernes kamp mod Sovjet.
Charlie Wilsons War fortæller nemlig den langt hen ad vejen sandfærdige historie om, hvordan et demokratisk kongresmedlem fra Texas i 1980 blev træt af at se til, mens russiske tanks angreb civilbefolkningen i Afghanistan, som Sovjetunionen havde invaderet i december 79. Så godt som ene mand, sammen med en reaktionær millionøse og en frustreret CIA-mand, udvirkede han en større bevilling til en hemmelig krigsførelse.
”Hollywood er ikke bare en opportunistisk pengemaskine, men kan også tage bladet fra munden, selv om tidsånden kalder på patos, konsensus og simplificering. Robert Redford lavede i fjor Lions for Lambs om dagens krig i Afghanistan, Charlie Wilsons War fortæller forhistorien og tilsætter mørk gudelatter. Filmen er en sædekomedie, intelligent og uafbrudt interessant. Med gnistrende vid demonstrerer Mike Nichols, at det radikale Amerika stadig kan tænke”, som Bo Green slutter sin anmeldelse i Weekendavisen.