Philomena

Gode film og god mad passer sammen. Vi fortsætter vores tradition med to film og middag. Tilmelding er nødvendig senest onsdag d. 11 november på tlf. 4057 8804 eller 5885-5209. Man er naturligvis velkommen til at se begge film eller blot den ene. Med/uden spisning.

Eftermiddagens og aftenens film er meget forskellige, men begge er rørende og varme og morsomme fortællinger om mennesker, der søger tilbage i deres historie, samtidig med at de lever stærkt i deres nutid.

Kl. 16.00 vises Philomena der fortæller den sande og gribende historie om den ældre kvinde, der i al hemmelighed har søgt efter den søn, hun som teenager fødte i Irland, og som den katolske kirke tvang hende til at bortadoptere til USA. Hun får uventet hjælp af en kynisk og garvet journalist, og gennem filmen kommer de to til at udgøre et meget umage makkerpar i jagten på en nu voksen mand, der kun kendes som baby Anthony. Deres fælles eftersøgning udvikler sig til en dannelsesrejse for dem begge, fuld af humor og kontraster. Den bringer dem ikke bare tættere på sandheden om sønnens skæbne, men også på flere af livets store spørgsmål.

Judi Dench er dybt rørende som den tilsyneladende ordinære irske kvinde med den frygtelige hemmelighed, og Stephen Frears har skabt en dejlig film, ”for det er ikke tit, at den svære kunst at skabe vittigt og velspillet feelgood-drama med en vedkommende klangbund klinger så rent som her”, som Informations anmelder slutter.

The Queen

Vi slutter sæsonen med efter generalforsamlingen at se Stephen Frears skarpe og vittige skildring af det engelske kongehus’ største moderne krise. Filmen udspiller sig i dagene omkring Lady Dianas død i 1997, hvor England og ikke mindst kongehuset er ved at gå i opløsning. Dronning Elizabeth trækker sig tilbage bag væggene på Balmoral Castle med familien – ude af stand til at forstå folkets reaktion på tragedien. For den nyvalgte premierminister Tony Blair er folkets behov for trøst meget håndgribeligt, og da følelsesudbruddene bliver stærkere og mere hysteriske, må Blair finde en måde at reetablere forbindelsen mellem dronningen og folket.
Filmen skildrer dronning Elizabeths udvikling frem mod en ny erkendelse af, at England har ændret sig, og at monarkiet ikke kan træffe sine dispositioner isoleret. Dronningen fremstilles som en kvinde, der ikke har været i overensstemmelse med udviklingen, men som hele sit liv har udført en rolle, hun ikke har ønsket sig, og som i den anledning har lidt store personlige afsavn.
”The Queen” er en overvældende vellykket film. Den er indholdsrig, formelt elegant, følelsesmæssigt anfægtende og spændende på et plan der forbløffer, eftersom alting jo er givet på forhånd”, slutter Bo Green Jensen sin meget rosende anmeldelse i Weekendavisen.

High Fidelity

Det er Stephen Frears, hvis film vi flere gange har set i klubben, sidst ”The Hi-LO Country” i forrige sæson, der har instrueret denne underholdende komedie, der blev Iben Hjejles amerikanske debut. Der er tale om en filmatisering af Nick Hornbys meget morsomme og meget britiske bestseller af en mande- og generationsroman fra 1995. Filmen fortæller om pladeforretningsindehaveren Rob og hans liv, der mest består af musik og mislykkede kærlighedsforhold. Titlen spiller på det, for nok er high fidelity et teknisk udtryk, der beskriver lydkvaliteten ved afspilning af grammofonplader, men fidelity betyder jo også troskab, og Robs liv afspejler hans problemer med at vælge mellem troskab og utroskab i forhold til kvinder. Det er især John Cusacks spil som den generte Rob, der gør filmen værd at se, men også hans to musiknørder og medhjælpere i pladeforretningen er usædvanligt charmerende og sjove, og Iben Hjejle og hendes dejlige smil gør sig glimrende. Det er en fin lille film med masser af herlig musik, for den er jo en hyldest til popmusikken og alle den elskere.