Synes man den kurdiske film fra sidste filmaften var eksotisk og fremmedartet, så er det intet mod denne aftens film, der i bogstavelig betydning må kaldes enestående. Filmen spilles udelukkende af australske aboriginals og er en blanding af mytologi, antropologi og underfundig humor. Den fører tilskueren ind i en evig, mytisk verden, der på en gang er 1000 år gammel og uddød, og samtidig levende og nutidig, på en gang helt vildt fremmed og dog så såre menneskelig og genkendelig. Og instruktøren har fravalgt såvel at påtvinge dette univers en moderne dramaturgi som at skildre det som eksotisk etnografi. Her er altså hverken helte eller skurke, eller skarpslebne knive, flodhestepiske eller menneskeædende krokodiller.
Der er dog en ”fortælling”, fortalt på ”aboriginsk” og ved hjælp af kropssprog om en kvindesulten lillebror, der er misundelig på en storebror med tre koner! Fortællingen tager sin tid, skyder sideskud, gyser ved muligheden af magi og går sine egne vegne. Langsomt bliver man spundet ind i filmens drømmetempo og forsvinder ind i dens tidløse zone. Det er en betagende og meget anderledes filmoplevelse, man får chancen for her. Grib den!