Aftenens instruktør er fra Algier og har iflg. Informations filmanmelder ”lavet en ”lille” film, der samtidig er en meget stor og fantastisk film om noget af alt det, der er galt med denne verden”.
Filmen foregår i London i dagene efter 2005-terrorangrebet i undergrundsbanen, hvor 52 mennesker døde. Den skildrer to forældre, der ikke har hørt fra deres voksne børn, og derfor er taget til byen for at finde ud af deres skæbne. Pigens mor er en meget ”hvid” engelsk, fordomsfuld provinsbo, drengens far en statelig sort, muslimsk fremmedarbejder fra Frankrig. Kultursammenstødet mellem de to forældre, som er meget forskellige, men fælles om sorgen og bekymringen for deres barn, udvikler sig til et kulturmøde, mens de begiver sig ud på en skræmmende rejse gennem London uden at vide hvad de vil finde.
Selv om storpolitikken rumler i baggrunden – religionskrig, terror, racisme, fremmedfrygt, selvmordsbomber- er instruktørens fokus hele tiden på de to mennesker fra forskellige verdener og deres møde, der er både personligt, kulturelt og globalt. Og trods alt giver håb for fremtiden!