Hvem kender ikke Edith Piafs pragtfulde sange ( om ikke for andet så fordi Gørlevs egen ”rose”, sangerinden Kirsten Siggaard, ganske vellykket har gengivet dem på dansk), og mange gange har man da også fortalt hendes næsten mytologiske historie, som har en iboende kraft, som stadig fascinerer. Hun levede i dele af sin barndom på et bordel og af sin ungdom på gaden, og selv da hun var blevet verdensstjerne, var hun på druk eller på dope som et helt cykelhold. Sjældent er hendes livshistorie dog gjort så gribende som i denne franske filmbiografi, hvor vi i et livfuldt, impressionistisk filmsprog følger hende fra opvæksten under usle vilkår til hendes karrieres højde og hendes tidlige død.
Når det bliver så vellykket i denne film, skyldes det at man har fundet en skuespiller der i eminent grad kan udfylde rollen. Marion Cotillard ligner hende helt uhyggeligt. Med en fysik, gang og stemme, der gør hende selv næsten ukendelig, er Cotillard simpelthen fremragende og fanger såvel Piafs gigantiske kunstneriske gennemslagskraft som hendes totale sårbarhed. Og så synger hun altså en lang række af Piafs vidunderlige sange (eller også er der tale om oprindelige optagelser af Piaf – det er svært at afgøre -), der indgår som en organisk del af filmens emotionelle udtryk.