Gørlev Filmklub har i årenes løb vist ganske mange af den fremragende engelske realist Mike Leighs film, sidst Happy-go-lucky i 2009-10-sæsonen. Han laver film om ”almindelige mennesker” ( hvis sådan nogle ellers eksisterer). Således også i hans nyeste, hvor han følger ægteparret Tom og Gerris liv gennem et år.
Filmen skildrer stort og småt i livet for parret og deres nærmeste. En god kollega til Gerri får dog næsten hovedrollen, da hun i sin 40-årige ensomhed bilder sig ind, at Tom og Gerris 30-årige ugifte søn, John, er en potentiel mage, og forfølger dette mål til den (naturligvis) bitre ende, hvor John præsenterer sin ny kæreste…
Personskildringen står helt centralt og afdækker de enkeltes følelser og tanker på en så nådeløs måde, som kun Mike Leigh kan. Og som Bo Green skriver i Weekendavisens anmeldelse er filmen ”for instruktørens fanbase et afgjort must. For nye tilskuere er den et godt sted at begynde”.
Vi åbner sæsonen med en overset perle af en film. Den fortæller historien om en gammel skuespillers betagelse af en helt ung pige, han ved et tilfælde får kontakt til. Den store engelske skuespiller, Peter O’Toole, er intet mindre end fremragende som den gamle shakespeare-skuespiller, der oplever en forunderlig fascination af den purunge og ret primitive pige, der er helt uden dannelse og som tilhører et univers fjernt fra hans. Alligevel drages han og ”forelsker” sig, og der udvikler sig et venskab, som påvirker dem begge dybt.
Filmens titel ”Venus” henviser til den berømte spanske malers, Velazquez’, billede af gudinden for kærlighed og skønhed, der hænger i National Gallery i London, og som de sammen ser. Og filmens tema er netop ”pleasure”, nydelse, den gamle mands livsmål, at opnå ”nydelse”: kunstnerisk og erotisk nydelse, livsnydelse.
En gribende og meget anderledes kærlighedsfilm, ”en lysende, lille ædelsten af en bevægende film, der på trods af sin melankoli får humøret til at glimte”, som den rosende anmeldelse i Berlingske Tidende sluttede.
i åbner med Mike Leighs nye film, hvor han atter er tilbage i det socialrealistiske spor og mesterligt viser os det engelske klassesamfund som vi sidst så det i ”Career girls” og især i cannesvinderen ”Hemmeligheder og løgne”.
I filmen tegner Leigh et billede af under-England som dårligt kan være sortere: Far Phil kører taxa, men har svært ved at komme op om morgenen og bliver mere og mere indesluttet, melankolsk og filosofisk, moderen Penny er kassedame og holder stædigt hjemmet sammen med de to fede, voksne, hjemmeboende børn. Omkring dem svæver alle bipersonerne, der ligesom den lille familie sidder fast i det håbløse miljø og den dagligdags trøstesløshed.
”Jeg har det som et gammelt træ, der ikke får vand”, siger faren på et tidspunkt. I denne ødemark mangler det eksistentielle, respekten for og kærligheden mellem mennesker. Men se om ikke Mike Leigh viser en udvej og vover en slags ”happy end”. Det gør nok ondt at se alle disse ensomme, sårede og kærlighedsløse sjæle, men sandheden om dem er på en måde også en anden. De viser sig alle at rumme en slags værdighed og en menneskelig værdi, man ikke kan antaste, og som bryder igennem til sidst.
