Unge Ahmed
De belgiske Dardenne-brødre har filmklubben fulgt i mange år. De laver seriøse, socialrealistiske film, der ofte har vundet priser i Cannes. Aftenens vandt prisen for bedste instruktion i 2019.
Filmen skildrer en radikaliseringsproces af en ung dreng, der inspireret af en lokal ekstremist vil kæmpe for islamistiske renhedsidealer og udtænker et angreb på sin lærer. Den unge Ahmed kommer ellers fra et udpræget kultur-muslimsk miljø og er egentlig en ganske blød dreng, men netop derfor måske også modtagelig for de sort-hvide budskaber, der gør ham voldsparat og får ham til at bryde med både familie og kammerater.
Filmen udvikler sig langsomt og eftertænksomt og er et vægtigt og yderst seværdigt indlæg i debatten om unge og radikalisering.
.
Da fabriksarbejderen Sandra efter en depression får besked om, at hendes job ved en afstemning er sparet væk til fordel for en bonus på 1000 Euro til hver af de andre medarbejdere på den lille solcellefabrik, hun før sygdommen har arbejdet på, bryder hendes verden sammen. Opmuntret af mand og børn beslutter Sandra dog at tage kampen op og får foranstaltet, at en ny afstemning kan finde sted efter weekenden. Hun har derved, som titlen siger, to dage og en nat til at bearbejde sine kollegaer til at vise solidaritet med hende og få dem til at stemme anderledes.
Marion Cotillard, der forrige år spillede den benamputerede kvinde i ”Smagen af rust og jern”, er blændende som den skrøbelige Sandra, der vandrer fra dør til dør, for at få sine kollegers opbakning. Filmen ”er en samtidsfabel, der på indtrængende vis i Sandras insisterende skikkelse får os til at tænke på, hvad der er vigtigt i livet. Dardenne-brødrene (flere af hvis film vi har vist gennem årene her i klubben) har igen lavet en intens lille historie om almen stor problematik”.
Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30
Bemærk! Aftenen indledes med filmklubbens generalforsamling og dernæst vises filmen.
Vi har før vist flere af de belgiske Dardenne-brødres fremragende socialrealistiske film, ja i klubbens 18.sæson i 2004-2005 viste vi hele 3 af dem, da brødrenes film endelig blev tilgængelige i Danmark, efter at ”Rosetta” vandt de gyldne palmer i Cannes i 1999. Sidste år vandt de så atter med aftenens film juryens store pris, en film der endnu engang sætter et af deres foretrukne temaer på dagsordenen: forholdet mellem forældre og børn, og hvordan man løbende må kæmpe med at tage ansvar på den rigtige måde i den relation.
Filmen er en gribende fortælling om den 12 år gamle Cyril, som er placeret på en institution, fordi faren ikke ønsker ansvaret for ham. Men Cyril vil finde ham og er altid på farten, rastløst ledende efter kærlighed uden at vide det. Da han møder frisøren Samantha, bliver hun som en mor for ham og prøver at bringe ham på ret køl, men det er ikke let, for drengen er også et let offer for en ung, kriminel fyrs venskab. ”Ud af tristessen fødes dog et spinkelt håb, såvel for Cyril med cyklen som for filmkunstens fortsatte evne til at formidle de gode historier så simpelt og godt som her”, som Politiken slutter sin rosende anmeldelse.
Vi slutter sæsonen af med endnu et stærkt teenageportræt i den dystre ende, Dardenne-brødrenes 3 film om pigen Rosetta, der virkelig er hårdt ramt. Slidt at tilværelsens urimeligheder er hun konstant i angrebsposition, en sej fighter, men med mange odds imod sig, fanget som hun er i et liv med brutalitet og fravær af håb. Moren er alkoholiseret, faren fraværende. Hvordan skildre en sådan skæbne uden at det, som Søren Winterberg skriver i sin anmeldelse i Politiken, ender ”i sentimentalitetens grøft: ”Rosetta klarer ærterne”, eller i propagandaens lige ved siden af: ”Sådan er kapitalismen”. Men det kan Dardennebrødrene med deres minimalistiske, næsten dokumentariske stil.
En anden årsag til at filmen er så vellykket og virker så stærkt er hovedrolleindehaverens formidable spil, der med en utrolig rigdom formår at fylde de mange nærbilleder af sit ansigt. ”Den enkle historie får dermed en storhed over sig, som gør den guldpalmebelønnede film til en oplevelse af de helt store”, som Ole Caspersen skriver i sin omtale i sdf-kataloget.
Dette er den seneste film af de belgiske filmbrødre, der så markant er slået igennem de sidste par år. Også den fortæller enkelt og ”dogmeagtigt” en gribende historie.
Tømreren Oliver arbejder på et center, hvor formålet er at udsluse belastede og utilpassede unge til arbejdsmarkedet ved at uddanne dem. Da en ny dreng møder op, opfører Oliver sig mærkeligt. Han nægter at have noget med ham at gøre, men er alligevel enormt optaget af ham. Han ligner en der vil slå drengen ihjel – eller omfavne ham! Og det har selvfølgelig en forklaring, som ikke skal røbes her.
Oliver er det martrede menneske, som kameraet følger gennem filmen. Og vi holdes som tilskuere fast i et skruestik, uden først at forstå, hvad Oliver har på drengen. Langsomt går det op for os, og så venter vi på reaktionen, der må komme…
Filmen er socialrealisme så det batter, men kan også ses som en religiøs lignelse. Uden en eneste ydre besmykkelse er der tale om et fortættet, psykologisk kunstværk, ”uendelig meget mere spændende, end det lyder”, som Politikens anmelder sluttede.
I denne sæson viser vi tre belgiske film, alle skabt af de indtil nu i Danmark ukendte Dardenne-brødre. De har først nu fundet en modig dansk distributør, selv om der er tale om stærke og bevægende film og ”Rosetta”, som vi slutter sæsonen med, vandt de gyldne palmer i Cannes i 1999.
Dardenne-brødrene er realister, der uden løftede pegefingre viser os samfundets barskere sider. Vi kender det især fra den engelske socialrealistiske film ( Mike Leigh og Ken Loach), som film-klubben også har fulgt tæt i årenes løb. Ikke for ingenting har brødrene en lang række dokumentarfilm bag sig, før de kastede sig ud i fiktionen.
I ”Løftet” handler historien om teenageren Igor og hans far Roger, som lever af at udleje usle boliger til illegale indvandrere i Liège. Den dominerende far drives af kynisk profitbegær, og da en immigrant fra Burkina Faso falder ned fra et stillads og slår sig ihjel, sørger far og søn for at skjule liget og hemmeligholde dødsfaldet. Sønnen Igor er dog knap så afstumpet som faderen, og filmens spænding opstår da sønnen vender sig mod faren. ”Kompromisløs og vedkommende filmkunst”, kalder anmelderne det.