Onkel

ONKEL
Ude på landet i et næsten dokumentarisk setup arbejder den unge Kris og hendes invalide onkel, som hun hjælper på gården. Hun er splittet mellem udlængsel og loyalitet overfor det sidste familiemedlem, hun har tilbage. Den lokale dyrlæge vækker hendes gamle gymnasiedrømme om at studere til dyrlæge, og en ung mand fra kirkekoret hendes kærlighedsdrømme i dette bevægende drama om at være tilstede i livet.

Vi viste Frelle Petersens stærke debutfilm ”Et hundeliv” om to teenagepigers liv i under- og udkantsdanmark i filmklubben i sæson 2017-18.  Instruktørens anden film er også hentet derfra, ja instruktøren har endda i en periode boet og arbejdet på gården i Sønderjylland, som filmen foregår på, og endog hentet sine skuespillere indenfor en omkreds af 15 km, så de sprogligt fremtrådte autentiske. ”Det er en stille, langsom film, der kryber ind i en, og der bliver den siddende”, som Sdf’s anmelder slutter.