Selv om det er let for kritikerne at synes, at Erik Clausen kører i samme rille med sin romantiserede arbejderklassefremstilling, så har vi i Gørlev Filmklub nu altid haft svært ved at stå for hans stædige appel til solidaritet og medmenneskelig omsorgsfuldhed. Vi skal ikke æde hinanden råt, men se det bedste i hverandre, det er hans evigt sympatiske budskab, også i denne film om den snigende demens, der kan ramme os alle.
Mekanikeren Herlufs og den kommunalt ansatte Ingelises mangeårige ægteskab står i stampe, og mens de forbereder datteren Gittes tredje bryllup, indleder Ingelise en affære med en kollega. Samtidig opdager Herluf, at han er ved at blive senil, da han begår en utilgivelig fejl på jobbet. Og en skønne dag kommer Herluf slet ikke hjem, og så bliver Ingelise og familien urolige.
”Mennesker bliver spist” viser Erik Clausen fra den alvorligere side. Det gode grin er der stadig, men det bliver faktisk overskygget af en varm og gennemsympatisk bekymring for alle de små hverdagsmennesker, der går og glemmer og bliver glemt.
Bemærk DOBBELTFILM-ARRANGEMENT Lørdag d 14. nov
med mulighed for spisning imellem de to film.
Dørene åbnes kl 15.30
Cafe fra 15.30-16.00 samt i pausen midtvejs.
1. Filmstart 16.00 “Mig ejer ingen”
og
2. filmstart kl. 20.00 ” Mennesker blir`spist ..”
Clausens nyeste film fortæller historien om John, der sidder i spjældet, men har en plan. Selv om han aldrig har gået meget op i farrollen, vil han til sin søns bryllup, for det betyder udgang med ledsager, og her vil han så stikke af! Ledsageren er den naive og bonderøvsagtige fængselsbetjent Bo, så det skulle i Johns optik være en smal sag. Men intet går naturligvis efter planen. Familiefesten får masser af uforudsete følelser op i den hårdkogte Vesterbrodreng, og Bo er heller ikke helt så dum, som han ser ud til.
Det er på en gang en rigtig Clausen-film – vi husker de sidste ”Slip hestene løs” og ”Villa Paranoia”, begge vist her i klubben – med Clausen selv i hovedrollen og her oven i købet spillende en parodi på Clausen selv. Det er bevidst nostalgisk folkekomedie – og skideskægt! Men ved at få os til at hygge os med Clausen og Nulle og Helle Fastrup og Ditte Gråbøl lykkes det instruktøren Clausen at tage os grundigt ved næsen. Filmen viser sig faktisk ikke at være en folkekomedie, men snarere en afklædning af genren, hvor den stovte kliché om gadedrengen fra folkedybet afslører et fallitbo af dimensioner. Så filmen bliver på en gang en kliché og en dementi. Som Weekendavisens anmelder skriver, efterlader ”Ledsaget udgang” en besk eftersmag: ”Misantropien er syrlig som farvede bolsjer, og man går hjem med en kulde i maven. Det klæder filmen, skønt man griber sig selv i at savne folkloren”.
Filmen blev valgt som årets ene Joker i sæson 2004-05
Anna er 24-årig arbejdsløs skuespillerinde, der passer den aldrende og tilsyneladende senile Walentin. Det mener både hospitalet og hans søn Jørgen i hvert fald, og sønnen prøver ihærdigt at få fingrene i faderens formue. Anna er imidlertid uenig. Hun får brug for alle sine talenter for trænge igennem til Walentin, der lader til at holde noget gemt for alle omkring sig
Erik Clausen er en gammel bekendt og god ven af Gørlev Filmklub. Han har rent faktisk været og fortælle om sine film to gange i Den gamle Biograf (– og vi prøver om det kan lykkes os at få ham hertil en tredje!). Hans sidste film handler om vinduespolerer Bent A. Pedersen, der lever i en nostalgisk illusion om solidaritet mellem beboerne i det gamle arbejderkvarter omkring Holmbladsgade på Amager. Reelt er kvarteret befolket af ensomme, skrammede sjæle: Bents tvære ekskone og deres mentalt retarderede søn, vennen og telefonpasseren Sigurd med lig i lasten og den sårbare og uligevægtige enlige mor Vibeke, som Bent forelsker sig i. For det er nemlig en kærlighedskomedie, der er tale om, og ”af alle livets tilbud er kvinden det bedste”! Filmen er meget Clausensk på godt og ondt: Fin i sin miljøtegning og med masser af gode humoristiske scener og bedagede gags, men også med dybt alvorlige episoder, hvor Clausen med bid får serveret sine moralske pointer. Man kan måske synes det er en lidt gammeldags filmtype, men man gribes alligevel hele tiden af Clausens evne til at skabe rigtige mennesker og hans vilje til at fortælle om kærlighedens vanskelige vilkår. Det er en ærkedansk, varm og dejlig film vi starter sæsonen med.
