I vore dage er der mange familieformer, i filmen her er der to mødre. Nic og Jules har dannet lebisk par i 20 år, og parrets to børn på 18 og 15 år har det ikke meget anderledes med kærlige og irriterende forældre end alle andre teenagere. Hvilket alt sammen er lige efter familiebogen, man spiser sundt, føler dybt, lever ansvarligt og har mange penge. På afstand ligner familien et postkort, indtil børnene ved den ældstes 18-årsfødselsdag beslutter sig til at opspore deres donorfar. Det bliver et udviklende møde for alle…

Det er ikke nemt at slå igennem i USA uden for Hollywood. Uden 3d, animation eller splat og gigantiske reklamebudgetter går det normalt ikke, men heldigvis er det lykkedes for aftenens film. Som Kim Skotte skriver i Politiken skyldes det ”først og fremmest skuespil i platinklassen”.
Det er en livsnær, sjov og hjertevarm kvalitetsfilm. Det er kort sagt en oplagt afslutning på vores jubilæumsår, og en film der er værd at vente på under en kort generalforsamling forinden.