Filmen viser de omkostninger, Danmarks engagement i de forskellige mellemøstlige krige har haft. Den fortæller historien om en ung dansk soldat, der træder på en landmine og får sine ben sprængt væk. Hjemme i Danmark følger vi hans psykiske reaktioner, især vreden, og hans energiske forsøg på genoptræning. På hospitalet møder han en ung balletdanserinde, og en kærlighedshistorie udvikler sig.
Kan man sine klassikere, altså i dette tilfælde H. C. Andersens ”Den standhaftige tinsoldat”, kan man tænke sig til dele af historien, selv om den moderne ballerina i modsætning til eventyrets i den grad kan andet end at stå på et ben og se smuk ud.
Det er på mange måder en gribende film, der først og fremmest er et psykologisk portræt og en kærlighedshistorie, og man kan godt savne det mere samfundskritiske og politiske aspekt, men det er altså ikke her, den svenske instruktør har lagt vægten. De to hovedroller spilles glimrende af Mikkel Følsgaard og den debuterende Cecilie Lassen, der selv er balletdanserinde, der har måtte holde op med at danse på grund af skader!