Det spritnye testamente

Bemærk!
Vi starter med Generalforsamling kl. 19.30. Herefter viser vi:

Dette bliver vist garanteret den mest gakkede komedie, der har været vist i Gørlev Filmklub! Og måske har vi ladet os forføre af Sdf’s anmeldelse! Flertallet af de øvrige anmeldelser–læst efter valget! –er mildest talt ”blandede”!

Men altså: I denne belgiske komedie, eller hvad vi nu genre-mæssigt skal kalde filmen, bor Gud i Bruxelles, også kendt som paradis, og er en sur gammel mand, permanent iklædt en snusket badekåbe og tøfler, gift med en underkuet kone og med en søn, JK, der er stukket af hjemmefra. En dag får også den 10-årige datter Ea nok af den tyranniske fader og beslutter at drage hjemmefra for at fuldføre bror JK’s påbegyndte mission. Hun samler en flok disciple, og gennem deres historier får hun forfattet et spritnyt testamente, der ikke handler om lidelse og ondskab, men om kærlighed og sandhed.

Det lyder weird og er måske mere et eventyr eller en moralitet, der på en kulsort, humoristisk måde får behandlet livets store problemer. En stund har man mødt fantasiens mulighed for at verden kan blive anderledes – eller man er gået skrigende bort!

Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
19.30 Generalforsamling
Filmstart lidt før kl. 20.00
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben

Bemærk !
Denne torsdag er ekstraodinært i lige uge p.gr. af Påsken. 

 

To dage, en nat

Da fabriksarbejderen Sandra efter en depression får besked om, at hendes job ved en afstemning er sparet væk til fordel for en bonus på 1000 Euro til hver af de andre medarbejdere på den lille solcellefabrik, hun før sygdommen har arbejdet på, bryder hendes verden sammen. Opmuntret af mand og børn beslutter Sandra dog at tage kampen op og får foranstaltet, at en ny afstemning kan finde sted efter weekenden. Hun har derved, som titlen siger, to dage og en nat til at bearbejde sine kollegaer til at vise solidaritet med hende og få dem til at stemme anderledes.

Marion Cotillard, der forrige år spillede den benamputerede kvinde i ”Smagen af rust og jern”, er blændende som den skrøbelige Sandra, der vandrer fra dør til dør, for at få sine kollegers opbakning. Filmen ”er en samtidsfabel, der på indtrængende vis i Sandras insisterende skikkelse får os til at tænke på, hvad der er vigtigt i livet. Dardenne-brødrene (flere af hvis film vi har vist gennem årene her i klubben) har igen lavet en intens lille historie om almen stor problematik”.

Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30