Fotografen Janis – spillet af en aldrig bedre og dejligere Penelope Cruz – møder retsantropologen Arturo i embeds medfør: Hun skal fotografere ham til et magasin. De bliver varme på hinanden, også fordi hun har en personlig og familiær interesse i hans arbejde for en organisation, der identificerer de fascistiske Franco-tilhængeres ofre fra borgerkrigen i 30’erne. Janis’ oldefar var nemlig et af dem. Hun bliver gravid, og møder på fødselsgangen en hel anden slags mor, med en hel anden baggrundshistorie, og som titlen siger, bliver de en slags parallelle mødre.
Det er en af den store spanske instruktørs bedste film. Som Sdf-anmelderne siger ”blæses man bagover af den sansemættede film, der får den lille historie om mødrene til at hænge sammen med den store om Spaniens fortrængte fortid”.
Smerte og ære
Spaniens store gamle instruktør har lavet en sikkert ganske selvbiografisk film. Vi møder instruktøren som desillusioneret og neurotisk optaget af sit skrantende helbred. Han kan ikke længere skabe film, og hvad er der ved livet, hvis man ikke kan lave film? Et møde med en skuespiller, der medvirkede i hans store succes for 32 år siden, kan måske løse op for instruktørens krise. Og endnu et gensyn med en gammel kæreste, som instruktøren svigtede, men aldrig har glemt, giver anledning til nye minder. Og minder er jo bearbejdelse af levet liv.
Det er en smuk, varm og kærlig film med store skuespilpræstationer. Specielt er Antonia Banderas fremragende som instruktøren, og Penelope Cruz er jo altid dejlig. Mange anmeldere mener, at filmen her burde have vundet palmerne i Cannes, og at det er Almodovars bedste film.