Blogarkiv

The Fabelmans

The Fabelmans

Filmen er Spielbergs nyeste, en selvbiografiske fortælling om hans opvækst, og samtidig en hyldest til filmkunsten. Den fortæller, hvordan Sammy/Steven bliver optaget af film allerede som lille skræmt dreng, hvor han bruger sine smalfilmsoptagelser til at skabe styr på verden og overvinde sin frygt. Senere opdager han, hvordan han kan vinde venner vha sine optagelser, men også hvordan de kan afsløre

den ubehagelige sandhed, i dette tilfælde hans mors utroskab.

Filmen er meget forskellig fra hans tidligere mesterværker, men selv et mesterværk, der rørende fortæller om den splittelse, der har præget den unge Spielberg, både som fysisk lille, som jødisk og som barn af to forældre modpoler, edb-ingeniøren og musikeren.

Filmen varer godt to en halv time. Maden består af hovedret, dessert og kaffe og koster 200 kr. Tilmelding til maden er nødvendig til formanden (40578804) eller kassereren (40310143). Man er naturligvis velkommen til kun at se filmen.

Youth

Det er forår på et luksus-kurhotel i alperne, hvor berømthederne hviler ud. Film-, sport- og musikstjernerne er den moderne tids aristokrati, der har penge og berømmelse til at leve afsondret fra mængden og dermed markere, at de er noget særligt. Enere som Miss World, fodboldstjernen Maradona, Hitler-skuespilleren, en svævende yogi, et par Hollywood-divaer. Men deres følelsesliv er lige så banalt som alle andres, viser denne drillende film.

Blandt gæsterne er især de gamle snart 80-årige venner, komponisten Fred (Michael Caine) og filminstruktøren Mick (Harvey Keitel). De filosoferer om alt lige fra glemsomhed og prostatabesvær til den svære kunst ”at sige verden ret farvel”. Filmen har ikke megen handling, men en række fremragende tableauer, der både sjovt og tankevækkende viser livet frem – især konsekvenserne af de valg, man har truffet i livet!

”Filmen er fuld af humor, sort faktisk, men også alvorlig og befriende original. Den er smuk og grum – men hvorfor hedder den Youth – det må man selv se den for at finde ud af”, som Sdf-præsentationen slutter.

12 years a Slave

Filmens utrolige historie er sand: I USA, i nordstaterne i tiden før den amerikanske borgerkrig (1861-65), møder vi en fri, sort mand. Han bortføres, sælges som slave og må lide under en nedrig slaveejers grusomme styre. Han oplever de frygteligste ting og kæmper ikke kun for at overleve, men også for at bevare sin værdighed. I sit 12. år som slave møder han en rettighedsforkæmper, og dette ændrer hans liv for evigt og gør det muligt for ham at skrive den beretning, filmen bygger på.

Filmens instruktør, som også lavede den helt anderledes, men mesterlige Shame, som vi viste i sidste sæson (og teknisk set var så uheldige med) er sort, manuskriptforfatteren ligeledes, og de har meget markant valgt at vise slaveriets grusomhed. Dette er ikke nogen ”Onkel Tom-film”, og der er ikke tid til hyggestunder med blues. Instruktøren har blikket rettet mod det groteske i på baggrund af sin hudfarve at mene, at man er højt hævet over mennesker med en anden hudfarve og efter forgodtbefindende kan behandle dem som dyr. Nej, meget værre: Som udyr! Som Kim Skotte skriver i sin anmeldelse i Politiken, er instruktørens ” mission helt ned i den djævelske detalje at fortælle om slaveriet som et amerikansk holocaust”.

Det Gode Hjerte

Vi viste for nogle år side den glimrende debutfilm Noi Albinoi af den islandske instruktør. Nu viser vi hans amerikanske debutfilm.
Handlingen er ret enkel, for det er bevidst en minimalistisk film: Efter et selvmordsforsøg kommer den unge desillusionerede Lucas til at dele hospitalsstue med den kyniske særling og barejer Jacques. Han er indlagt efter sit 5. hjertetilfælde og beslutter at tage Lucas under sine vinger, så de sammen kan drive baren videre. Det er begyndelsen til et ejendommeligt venskab og en intensiv oplæring i bardrift.

”Dagur Karis amerikanske debut er blevet en varm og vellykket øvelse i at fortælle en evig historie: En bar skifter ejer, et hjerte skifter vært. Det er selve kontinuiteten, overlevelsen, der tæller. Det bankende hjerte i midten af verden. Menneskets drøm om at skabe et sted”, som Bo Green slutter sin rosende anmeldelse i Weekendavisen.