Birdman

Aftenens film er lavet af den mexicanske instruktør Alejandro Inarritu, der lavede de mesterlige film ”Babel” og ”Biutiful”, som vi begge har vist i klubben.

Handlingen er centreret om hovedpersonen, en afdanket skuespiller, Riggan, der forsøger at gøre et kunstnerisk comeback, efter for mere end 20 år siden at have været stjerne i superheltefilmene om figuren Birdman. Nu forsøger han at sætte et teaterstykke op på Broadway for at tjene penge og samtidig bevise, at han kan andet end at være superheltestjerne. Men intet går som planlagt, for Birdman-figuren overtager ofte hans hoved og styrer hans liv.

”Birdman” er en tragikomedie om en mand, der kæmper en sisyfoskamp mod fordomme, egne begrænsninger og ikke mindst tiden. Filmen har næsten ingen klip, så vi er næsten på én lang surrealistisk rutschetur. ”Det er stor kunst – og så er det også morsomt”, som sdf’s anmelder skriver. ”Birdman” vandt Oscar’en som bedste film sidste år.

Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30