17-årige Elio er søn af en berømt lingvist og bor med sin familie i det skønne og solrige Norditalien, hvor de lyse dage synes at vare evigt, og havens træer bugner af modne abrikoser. Da faderens praktikant, amerikanske Oliver, bliver indlogeret i huset over sommeren, opstår der en uventet tiltrækning mellem den kunstnerisk anlagte teenager og den flotte, begavede og voksne gæst.
Det er Woody Allens film nr. 45, og det er lang tid siden, han har været så god ifølge anmelderne. Der er i øvrigt nok stadig komikere på rollelisten og sjove scener og skarpe oneliners, men filmen er et drama, ja man fristes til at kalde den en tragedie, der fortæller den barske historie om en kvindes voldsomme standsmæssige, følelsesmæssige og psykologiske fald.
Filmens hovedperson er Jasmine, der virkelig er ”kommet ned i verden”, da hendes luksusliv i New Yorks overklasse slutter, da hendes mand afsløres som finanssvindler af værste slags. ( Filmen kan ses som Woody Allens kommentar til finanskrisen.) Hun tvinges derfor til at tage til søsteren Ginger i San Fransisco, som hun ellers altid har set ned på. Hun er fraskilt, arbejder i et supermarked og bor i en lille lejlighed med sin ordinære kæreste, alt sammen noget der frastøder Jasmine, som egoistisk og hensynsløst søger at dominere miljøet. Hun fortsætter nemlig med at leve i selvbedraget, selv om hun ikke har andet end facaden tilbage. Filmen er faktisk ”et både rørende og fascinerende karakterstudie, og Cate Blanchett har aldrig været bedre end i rollen som Jasmine, der gennemspiller et utroligt følelsesregister, så man rystes”, som Sdf’s anmelder slutter.
Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
19.30 – 20.00 Generalforsamling
Filmstart 20.00
Vi har vist en del af de begavede Coen-brødres film, sidst No Country for Old Men, men aftenens film er meget anderledes. Den har tydeligt selvbiografiske træk, alene ved at filmens historie er lagt tilbage til 60’erne i Minneapolis, hvor de to brødre voksede op.
I centrum står den pæne underviser og jødiske familiefar i forstadskvarteret, Larry Gopnik, som gør alt for at leve et ordentligt liv, men som alligevel rammes af den ene ulykke efter den anden. Både på hjemmefronten og i forbindelse med arbejdet. Larry gør meget for at holde facaden og for at finde svar på både sine hjemlige og økonomiske problemer, men det ligner unægtelig en Job-historie…
”At tilværelsen er meningsløs, er en konklusion, mange andre end Ethan og Joel Coen er nået frem til, men sjældent med så megen moro til følge. Det er faktisk til at dø af grin over”, slutter Politiken-anmelderen sin ros til denne både kulsorte og meget morsomme filmperle.