Aftenens film blev ikke set af mange, da den havde premiere i København i begyndelsen af året, men det er ganske uretfærdigt, for der er tale om en særdeles vellykket film med en aldeles fremragende Pernille August i hovedrollen.
Hun spiller en noget kikset, midaldrende kvinde, der vender hjem efter en række år i USA, hvor hun næppe har haft den store succes. Hun genforenes med sin teenagersøn, og de tager til Taiwan, igen for at søge lykken for den rastløse kvinde. Det falder heller ikke særligt heldigt ud, men til gengæld oplever sønnen at komme i vanskeligheder, hvilket bringer dem tættere på hinanden, og det er dette forhold mellem mor og søn, der er det egentlige indhold i filmen.
Nok kan det kaldes en ”lille” film, men med sit kammerspil mellem mor og søn bliver det til et nærværende og følsomt værk, der gør et stort indtryk.” Miss Kicki er en forfriskende anderledes svensk film, som stoler på antydningens kunst i en uforudsigelig historie om sårbare mennesker på udebane. Og August, hun skal helt enkelt bare ses. Stor applaus til hende”, som Information sluttede sin anmeldelse.