Dobbeltarrangementets anden film, som vi viser efter middagen, er den nyeste Woody Allen-film (eller næst-nyeste, for han laver trods sin høje alder mindst en ny film om året, så det kan være svært at følge med). Og iflg. anmelderne er denne hans 41. film en af de bedste i mange år.
Handlingen i filmen er, at den unge desillusionerede Hollywood-manuskriptforfatter Gil er på rejse med sin forlovede og hendes forældre til Paris. Mens mor og datter er optaget af shopping, og svigerfaren brokker sig over alt fransk, begiver Gil som den fantast han er, der kun drømmer om som de store forgængere at skrive den store roman, sig ud på et natligt nostalgitrip til 20’ernes Paris med alle hans idoler fra dengang: Scott Fitzgerald, Hemmingway, Gertrude Stein, Picasso o.s.v.
Det er der kommet en poetisk, intelligent og vittig film ud af, som mest af alt er en kærlighedserklæring ikke bare til byen Paris og de store kunstnere i århundredets begyndelse, men også til livet selv. Og forhåbentlig kommer man som Informations anmelder ”nynnende ud af biografen med en kærlighedserklæring til livet, med Cole Porter i ørerne og med et saligt smil på læberne”.
Aftenens anden film viser spændvidden i amerikansk film, når den er størst. Det meste er ret forudsigeligt i dette mesterlige portræt af en knudemand, der er snydt for sin skæbne.
Warren Schmidt er en netop pensioneret forsikringsagent i midten af 60’erne, der derefter hurtigt bliver enkemand. Hans eneste datter skal giftes med en vandsengssælger, han ikke kan udstå. I sin kones efterladte breve konstaterer han at hun mange år tidligere var ham utro med hans bedste ven. Således grundigt ramt, tager Schmidt derefter sit liv op til overvejelse gennem en køretur gennem USA til datterens bryllup.
Det kan måske lyde lidt tungt, men det er det ikke. Tværtimod er det både en befriende og opmuntrende beretning, hvor man både griner og græder. De hvide amerikanske middelklassesværdier og livsopfattelse udstilles frydefuldt, samtidig med at man konstant føler den hjerteskærende ydmygelse og tomhed i Schmidts tilværelse
Når det bliver så vellykket, skyldes det også at det formidable og konstante centrum udfyldes af Jack Nicholson i en af hans karrieres allerbedste præstationer. Han spiller den indadvendte og socialt og følelsesmæssigt amputerede gamle forsikringsmand med en fabelagtig kontrol ned i den mindste mimiske detalje. Det er mesterligt – stor og gribende skuespilkunst.
