Kort generalforsamling
og derefter
Gøg og Gokke
Vi slutter sæsonen med en både sjov og filmhistorisk spændende film.
Stan Laurel (1890 – 1965) og Oliver Hardy (1892 – 1957) – med andre ord Gøg og Gokke – var titaner i pionertiden for amerikansk film, og John Bairds film begynder her: På settet til ”Way out West”, deres kostelige westernparodi. Begge mænd er bitre og frustrerede, synes de underbetales af producenten og har lige lovlig meget gang i den mht spil og damer. Så springer vi til 16 år senere, da parret er blevet turnerende anakronismer for halvtomme sale i England. Der er op- og nedture i det følgende og begge mænd har helbredsproblemer.
Det er et bittersødt, charmerende og nostalgisk portræt, der tegnes af de to komikere. Venskabet mellem dem er rørende skildret, så man både ler og græder.
Vi kommer virkelig rundt i alle genrer i årets film! Aftenens er en fantastisk blanding af tre brutale eventyr flettet sammen om eviggyldige temaer som grådighed, forfængelighed, magtmisbrug og egoisme. Tre kongeriger grænser op til hinanden: De regeres henholdsvis af en sexgal konge, der kaster sig over enhver kvinde, han måtte lyste, en gold, babyhungrende dronning, der vil gøre alt for at få et barn, og en infantil konge, der lyster sig med en kæmpeloppe i stedet for at sørge for sin giftelystne datter!
Det lyder vanvittigt, og er det måske også. Men Jyllands-Postens anmelder kalder ”Tale of Tales” for et ”berusende barokt filmeventyr. Overdrevet og vanvittigt, men også rørende og tænksomt. Det svulstige og det storladne kommer helt til sin ret i dette barokke billeddigt af usete dimensioner!” Og Informations anmelder taler om ”en forunderlig og grum film – lige så meget Fellini som brødrene Grimm”. Så den er nok værd at give en chance.
Aftenens film er omdiskuteret og på sin vis forfærdelig. Den rejser spørgsmålet,
om ondskab er medfødt eller må ses som et resultat af miljø og omgivelser.
Eva – helt fremragende spillet af Tilda Swinton – tilsidesætter et spændende liv og karriere, da hun forelsker sig og får Kevin og som mor og husmor er henvist til et familieliv i et klaustrofobisk provinsmiljø. Barnet er kolikbarn, og bl.a. derfor udvikler der sig tidligt et misforhold mellem mor og barn, og dets opvækst former sig som en dybt ubehagelig psykologisk magtkamp mellem mor og søn. Faderen mærker tilsyneladende ikke problemerne, og den engelske titel – ”We need to talk about Kevin” henviser til den manglende dialog mellem forældrene om den problematiske søn.
Filmen springer i tid. På nutidsplanet lever Eva et sølle ensomt liv, åbenlyst hadet af andre mennesker. I glimt fra forskellige tidspunkter i hendes tidligere liv får vi baggrunden for nutidens ubærlige smerte. ”Det er en film, der modigt og præcist springer på hovedet ned i familielivets mørkeste tabuer og efterlader et indtryk, der hænger fast. For kan moderkærlighed overhovedet betvivles eller problematiseres?” som Jyllandspostens filmanmelder skriver. ”Den fremragende film rammer som et knytnæveslag i maven og efterlader sit publikum rystet og lamslået”.
