Pride

Vi åbner sæsonen med en fantastisk underholdende film med en ret fantastisk historie, som ikke desto mindre er historisk sand. I 1984 lukkede ”jernladyen” Margaret Thatcher en række urentable walisiske kulminer, hvilket førte til at minearbejderne kastede sig ud i strejker. De blev langvarige, og strejkekassen var ved at tømmes, da hjælpen kom fra uventet kant: En gruppe aktivistiske bøsser og lesbiske fra Londons homomiljø spejlede deres egen kamp for anerkendelse i minearbejdernes og besluttede at støtte dem. Men det viste sig ikke så enkelt: Fordommene hobede sig mildest talt op!

”Pride” handler om solidaritet og får en til at mindes andre underholdende engelske film om sociale og kønsrelaterede sammenstød så som ”Det er bare mænd” og ”Billy Eliot” og om ”at turde være sig selv og ranke ryggen og ikke frygte det, man ikke kender. Det lyder måske banalt, men det er universelle budskaber, som man kun gør godt i at huske, ikke mindst når de serveres så forførende sjovt og med så meget hjerte som her”, som Christian Monggaard slutter sin begejstrede anmeldelse i Information.