Af uransaglige grunde fik vi ikke i filmklubben vist den lovende unge instruktør, Pernille Fisher Christensens to første film, hvoraf især En soap ellers vandt priser og på mange måder var en rigtig filmklubfilm. Nu indhenter vi lidt det forsømte ved at vise hendes smukke og roste 3. film om en gammel familie, hvis stolte familiebageri det ikke er så let at videreføre ved faderens død.
Familiens overhoved kæmper sin dødskamp, mens to voksne døtre af første ægteskab, en ny yngre kone og deres to mindreårige børn alle gennemlever forskellige konflikter og modstridende følelser, mens de følger den. Især den ældste datter, der har godt gang i sit eget liv, rammes af faderens krav om at føre familievirksomheden videre. Ja, filmen stiller hende det spørgsmål, som Informations anmelder formulerer det, ”hvad det bør indebære at være datter, og kæreste, og tåleligt menneske, når livet vil frem i fuld fart, mens familiedynastiets 300 år gamle surdej gærer bagerst i samvittigheden”.
Det er en fin, lille film, der insisterer på sit alvorlige indhold og ikke lefler for kravet om underholdning. Og især Jesper Christensen yder som den døende familiepatriark en betagende præstation.