På Halvvejen

Det er sjældent vi får tysk film at se til trods for at det er vores store nabo, men nu ”smitter” engelsk (Mike Leigh) og dansk (f.eks. sæsonens ”Små ulykker”) hverdagsrealisme af på tyskerne. Aftenens film er en socialrealistisk film om almindelige mennesker i Frankfurt an der Oder 10 år efter genforeningen.
Her lever to ægtepar og venner i slutningen af 30’erne et stille og ret uspændende liv. Så det er måske ikke så overraskende at en forelskelse på tværs af ægteskaberne kommer istand og vender op og ned på de fire menneskers ellers så ensformige liv. Det kunne måske have øget tristheden, men filmen vil fortælle os, at det lige akkurat er et sådant chok, der skal til for at vække mennesker, der er gået i stå ”på halvvejen”. Affæren giver personerne mulighed for at bryde med den daglige trommerum og forsøge at etablere et bedre liv i resten af tilværelsen. Som moderens død i ”Små ulykker” tvinger familiemedlemmerne til at revidere deres liv, gør utroskaben det her i de to ægtepars.
Der spilles fremragende i alle roller, og den knappe, nærgående stil tjener historien godt. Det er blevet en yderst seværdig film.